Kommunerne vil værne om de åbne kyster, fastslog formanden for KL's teknik- og miljøudvalg, Kolding-borgmester Jørn Pedersen (V), da han på et møde onsdag præsenterede kommunernes ønsker for miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).
- Vi ønsker muligheder for at renovere og modernisere de steder, hvor der allerede er aktiviteter for borgerne og turisterne. Men debatten går til tider lidt over gevind, og derfor vil jeg gerne gøre det helt klart, at kommunerne ikke ønsker at ophæve beskyttelsen af de åbne kyststrækninger. Tværtimod er de enkelte kommuner helt afhængige af at værne om den skønne natur. Naturen er jo en afgørende forudsætning for bosætning og turisme og dermed lokal udvikling og vækst, siger Jørn Pedersen.
Til gengæld ønsker kommunerne, at de selv i højere grad kan planlægge og høre borgerne om lokale tiltag i havneområder og havnebyer, frem for som nu at skulle spørge staten om lov. Mange af de bynære strande og havneområder er ikke blevet renoveret og udviklet på en måde, som er tidssvarende. Strandbeskyttelseslinjen går ofte tværs gennem havneområder og helt ind i havnebyerne, og selv de mindste ændringer kræver dispensation.
- Kommunerne har på mange områder mulighed for at planlægge og give dispensationer til erhvervslivet, friluftslivet og kommunale projekter. Når man ser eksemplerne, må man undre sig over, at vi på et havneområde skal søge staten om dispensation til renovering af bygninger og pladser. Det kan vi godt styre selv, og det er i øvrigt også os i kommunerne, der kan sikre, at ønsker fra lokale foreninger og så videre afklares lokalt og ikke strander i længere og unødigt komplicerede sagsbehandlingsforløb, siger Jørn Pedersen.
De kommunale ønsker går på bedre muligheder for at sikre adgangsforhold og faciliteter gennem klitter ved kysterne på en måde, der både beskytter mod sandflugt og guider besøgende til stranden. Kommunerne ønsker også at etablere toiletter, midlertidige trægangbroer, serveringssteder og midlertidige leg/spil for besøgende på de bynære strande og havnearealer. De efterspørger med andre ord større råderum til at planlægge med sigte på turisme og friluftsliv. Endelig ønsker kommunerne, at der ses på planforholdene omkring eksisterende fritidshavne uden lokalplan. Her er der behov for at revurdere grundlaget for udpegningen.
mk
Eksempler
- Bork Havn i Ringkøbing-Skjern Kommune er omfattet af strandbeskyttelseslinjen, og det umuliggør bygningsmæssige ændringer i en 35 år gammel bebyggelse på Bryggen, som man ellers gerne vil indrette mere tidssvarende med større lokaler og vende facaderne ud mod havnen, frem for som nu hvor bygningerne vender ryggen til hovedattraktionen. Desuden vanskeliggør strandbeskyttelseslinjen vinteroplagring af badebro, opstilling af borde og bænke, udvidelse af eksisterende fiskehytter til fortsat fiskeriformål, etablering af grill-ly på ydermolen samt omrokering af parkeringspladser på sydstranden.
- Ved Hornbæk Strand i Helsingør Kommune forhindrer strandbeskyttelseslinjen at der anlægges træfortove, som dels vil give nemmere adgang for alle herunder handicappede, dels vil skåne klitlandskabet fordi man bedre kan styre hvor de besøgende færdes. I dag er der et betragteligt slid på klitterne, som resulterer i en del gener, herunder en betydelig sandflugt. Det ønskede anlæg handler ikke om at ændre kystlandskabet, men om at bygge faciliteter i træ på terræn.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.