
AALBORG: Aalborg Kommune har vundet Byplanprisen 2016 'for vedholdende arbejde med at realisere de mange forskellige projekter og byrum, der skaber helheden i havnefronten', oplyser Dansk Byplanlaboratorium som sammen med Arkitektforeningen står bag prisen.
På havnefronten i Aalborg er der blandt andet ungdomsboliger, Musikkens hus, Utzon Center, Nordkraft, havnebad, Jomfru Ane Parken, Slotspladsen og Aalborg Universitet som nogle af de vigtige elementer, der har skabt gode udflugtsmål og faciliteter for borgerne i Aalborg.
- Den byudvikling vi har set på havnefronten i Aalborg har krævet både visioner og mod og matcher på bedste vis de kvaliteter, der kræves for at modtage Byplanprisen. Projekterne sikrer offentlig adgang til havnen og vandet, og hænger flot sammen. Det er en havn for alle og et flot og inspirerende fyrtårn for alle, der arbejde med byplanlægning , siger bestyrelsesformand Maj Green fra Dansk Byplanlaboratorium.
- Byplanlægning er en disciplin der kun for alvor kan lykkes når kommune, borgere, private investorer, virksomheder og institutioner løfter sammen – og det er det Aalborg har gjort. Aalborg Kommune og kommunens dygtige byplanlæggere fortjener i særlig grad Byplanprisen, fordi de har formået at gøre en stærk vision for byen og udviklingen af havnefronten til hele byens anliggende, siger Arkitektforeningens formand Natalie Mossin.
Juryen har også lagt vægt på, at der er skabt en vellykket interaktion mellem de aktiviteter, der foregår indenfor i bygningerne og de fælles byrum. Udformningen og materialevalget er gennemtænkt og tilpasset det rå havnemiljø, lyder vurderingen. Aalborg kommune har investeret massivt i bygninger og byrum af høj kvalitet, men den samlede byudvikling er skabt i et tæt samarbejde mellem kommunen, private investorer, fonde og boligselskaber i en periode, der har været præget af finanskrisen, hedder det.
Aalborg kommune vinder Byplanprisen i tæt opløb med Billund og Herning kommuner.
mk
- Fakta
Byplanprisen uddeles af Dansk Byplanlaboratorium og Arkitektforeningen og prisen er uddelt siden 1996. - Byplanprisen tildeles hvert år til en kommune, en region eller en organisation, som har gjort 'en særlig indsats for at fremme gode, smukke eller innovative bymiljøer'.
- Juryen for Byplanprisen består af Lisbeth Nørskov Poulsen og Mads Rue, udpeget af Akademisk Arkitektforening. og Maj Green og Lene Krogh, udpeget af Dansk Byplanlaboratorium, samt Peer Frank, udpeget af Foreningen af Byplanlæggere.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.