AALBORG: Vestre Landsret har i dag afsagt dom i en sag om oprydning efter dyrkning af nogle fredede arealer i Lille Vildmose, der er udpeget som beskyttet habitatområde, oplyser landsretten.
Ejeren af de fredede arealer - Kongstedlund Gods - havde sået og spredt gødning på mosearealerne i foråret 2008, selv om det var i strid med fredningen. Aalborg Kommune havde i juli 2008 meddelt ejeren påbud om oprydning ved at grønthøste, fræse og vakuumhøste arealerne. Samtidig havde kommunen besluttet, at den ville lade arbejdet udføre for ejerens regning, hvis ejeren ikke selv gik i gang inden den 24. juli 2008.
Ejeren overholdt ikke fristen og klagede til Naturklagenævnet, men i slutningen af august skrev ejeren til kommunen, at ejeren selv ville udføre arbejdet, når det blev muligt. Dette kunne dog ifølge ejeren ikke lade sig gøre i efteråret, da arealerne var alt for våde. I oktober 2008 traf Naturklagenævnet afgørelse om, at kommunens påbud ikke var ulovligt eller ugyldigt. I juni 2009 var ejeren endnu ikke gået i gang.
Efter at have indhentet flere udtalelser fra eksterne rådgivere antog kommunen en entreprenør, nu med henblik på at fjerne jordlaget ved at skrabe de øverste 5 centimeter af arealerne. Arbejdet blev udført i efteråret 2009, men måtte på grund af vejret og forholdene i mosen stoppes, inden det blev færdigt.
Ændrede byrettens dom
Kommunen krævede herefter, at ejeren skulle betale godt 435.000 kr. til dækning af udgiften til entreprenørens arbejde. Dette nægtede ejeren og henviste blandt andet til, at kommunens handling var ude af proportioner, både i sig selv, med hensyn til udførelse og med hensyn til formål om at beskytte naturen.
Landsretten har nu stadfæstet byrettens frifindelse af Natur- og Miljøklagenævnet og afviste af formelle grunde ejerens påstand over for kommunen om, at beslutningen om at foretage arbejdet for ejerens regning var ugyldig og ulovlig.
Alligevel frifandt landsretten ejeren for kommunens krav om betaling, men lagde vægt på, at kommunen først gik i gang med arbejdet i efteråret 2009, og at arbejdet da blev udført efter en anden metode og med andre maskiner, end det først var planlagt. Landsretten lagde også vægt på udtalelser i en syns- og skønsrapport. Kommunen havde herefter ikke bevist, at arbejdet havde eller ville have den tilsigtede effekt i forhold til genopretning af den skade, som var sket i foråret 2008.
Landsretten ændrede derved på dette punkt byrettens dom, som havde fastslået, at ejeren skulle betale for entreprenørens arbejde i mosen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.