
AALBORG: Mandag var der byrådsmøde i Aalborg. Her skulle byrådet tage stilling til, om det ville godkende, at der bliver sendt et brev fra Aalborg Kommune til miljøminister Kirsten Brosbøl (S). Hensigten med brevet er at forhindre at der i fremtiden skal foretages prøveboringer og indvinding af skifergas i Aalborg Kommune, skriver TV2 Nord.
En del af Aalborg Kommune er nemlig med i det område, hvor Total har fået lov at lave prøveboringer. Det er i øvrigt kommet fuldstændig bag på både politikere og embedsmænd i Aalborg Kommune. Først for nylig blev borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) efter eget udsagn opmærksom på sagen, og han har udtrykt forbløffelse over, at kommunen er med i det område, hvor der må laves prøveboringer, skriver Nordjyske.
Flertallet er blandt andet bekymret for, hvad eventuelle skifergasboringer betyder for miljøet, ligesom de mener, at det strider mod den grønne omstilling. Mindretallet er modsat bange for, at Aalborg Kommune potentielt går glip af en stor indtjening, hvis der er store forekomster af skifergas i undergrunden.
Desuden blev et forslag fra Venstre om at sende sagen retur til udvalget for at få sagen bedre belyst stemt ned. Til gengæld var der opbakning til et andet forslag fra Enhedslisten om, at Aalborg Kommune skal bevare plankompetencen i kommunen med hensyn til skifergasprojekter.
Byrådet vedtog at sende brevet med 19 stemmer mod 11. Socialdemokraterne, Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti stemte for at sende brevet, imens Venstre, De Konservative og Liberal Alliance stemte imod. Forslaget var stillet af SF.
De kan spare portoen
Men står det til klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R), kan de lige så godt lade være. ‘Tilladelser der er givet, de er givet', sagde han i går til DR Nordjylland og henviser til, at den tidligere regering har givet det franske energiselskab Total lov til at undersøge den nordjyske undergrund for skifergas. Og den aftale hænger den nuværende regering på, mener han.
- Jeg har ikke mulighed for at trække tilladelsen tilbage, og jeg har heller ikke tænkt mig at gøre det, simpelthen fordi der må stå respekt om en tilladelse givet af den danske stat, siger han til DR Nordjylland.
Det vækker harme hos Enhedslistens Per Clausen, som udover at sidde i Folketinget også er en del af byrådet I Aalborg.
‘Tilladelsen blev givet, uden at de berørte kommuner blev spurgt og på en måde, hvor Folketinget reelt blev ført bag lyset. Nu truer regeringen med at trumfe denne beslutning igennem over for kommunerne mod deres vilje. Det er simpelthen en skandale,' skriver han til dknyt i et debatindlæg.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.