
AARHUS: Om det er åen, skoven, kulturen eller bylivet, er ikke til at sige, men Aarhus kan åbenbart noget, andre byer har svært ved. Ellers var den jyske hovedstad næppe blevet valgt som en af de tre finalister, der lige nu kæmper om at bliver European City of the Year. Med i opløbet er Torino i Italien og Rotterdam i Holland - og altså Aarhus.
Prisen uddeles i november af det private arkitektfællesskab, The Academy of Urbanism, og er hovedprisen blandt de priser, akademiet uddeler. For at se nærmere på byen, er akademiet på studietur i Aarhus 4-5. september, hvor de blandt andet skal på besøg i Gellerup, Aarhus Ø, ARoS og Universitetet.
Og stadsarkitekt Stephen Willacy stoler på byens mulighed for at vinde, fortæller han til dknyt:
- Jeg kender ikke de andre indgående, men de er større og vi er mindre. Og det giver os faktisk nogle kvaliteter. Her har vi en enorm tilknytning til naturen med åen, søerne og skoven, som det er svært at få i en stor by.
Kultur i verdensklasse
Willacy fremhæver, at Aarhus er en ung by - indbyggerne er gennemsnitligt markant yngre end resten af befolkningen. Og så bider han mærke ved det aarhusianske kulturliv:
- Aarhus har et kulturliv, som er i verdensklasse. Selvom der er tale om en lille by, har vi et kulturliv, der matcher byer i millionstørrelsen.
Til gengæld fremhæver han, at Aarhus også har en række infrastrukturelle problemer, som kan komme til at trække byen ned i den samlede vurdering.
- Men vi arbejder på det, ved blandt andet at opføre letbanen.
De skal bruge det
Men det er ikke nok at opføre en letbane. Folk skal også bruge den, før det imponerer Steven Bee, der er formand for The Academy of Urbanism. Han fortæller til dknyt:
- Det er ikke nok at bygge en bro, hvis ikke man også lærer folk at gå på den i stedet for at sejle.
Han er i Aarhus sammen med delegationen for at se byen og dens muligheder, før han og resten af akademiet træffer deres endelige beslutning om, hvem der løber med sejren og hæderen for at være European City of the Year.
Akademiet er dannet for at skabe en bedre forståelse for forholdet mellem dem, der bruger byrummet, og dem, der skaber byrummet. Derfor vurderer han også, at det vil trække ned i vurderingen af byen, hvis delegationen ser mange byrum, der ikke er i brug. City of the Year er en by med liv.
Hvad er kultur?
Studieturen blev skudt i gang onsdag 4. september med en reception hos Institut for X på kulturområdet Godsbanen. Her fokuserede Stephen Willacy og rådmand for kultur og borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R) i deres præsentation især på Aarhus' rolle som europæisk kulturhovedstad 2017.
Men selv om byens kulturfokus får den til at virke mere indbydende, er den så i stand til at skabe dialog mellem byens græsrodsbevægelser som Institut for X og de store faste institutioner i byen som kunstmuseet eller de kommunale myndigheder, ville Steven Bee vide.
Det mente leder af Institut for X, Mads Peter Laursen bestemt:
- Dialogen i Aarhus er markant bedre, end den var i København, hvor jeg boede tidligere. Her er ikke kun en god dialog græsrødderne i mellem, men også med de store institutioner som for eksempel arkitektskolen.
European City of the year er en af flere priser, The Academy of Urbanism udder i november hvert år. Ud over prisen som City of the year uddeles også priserne Town of the year, Street of the year og Place of the year.
The Academy of Urbanism er en uafhængigt privat og politisk uafhængig organisation, som har hjemme i London.
Institut for X er en platform for kultur og iværksætteri i Aarhus, hvor unge designere, musikere, kunstnere, entreprenører og håndværkere side om side.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.