
AARHUS: Kommunerne, der grænser op til Aarhus, sælger deres aktier i den nuværende lufthavn ved Tirstrup.
Aarhus Kommune vil fremover være den eneste ejer af Aarhus Lufthavn i Tirstrup. Det skriver DR Østjylland.
Borgmestrene fra de fem nuværende ejerkommuner - Aarhus, Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs - er onsdag blevet enige om det fremtidige ejerskab af lufthavnen, der blev anlagt som militær flyvestation af tyskerne i 1943.
De fire omegnskommuner sælger deres aktier til Aarhus Kommune, der nu skal på jagt efter investorer, som skal være med til at gøre lufthavnen mere kommerciel.
Den løsning er den socialdemokratiske borgmester i Favrskov, Niels Borring, tilfreds med.
- Det er fint, at vi får forenklet vores ejerstruktur. Det skaber mere handlekraft, og vi andre støtter stadig gerne en lufthavn i Østjylland. Det er derfor, vi også løbende har været med til at sætte penge af til at udvikle lufthavnen i Tirstrup, siger han til DR Østjylland.
Aarhus gik solo
Fremtiden for lufthavnen, der efter Anden Verdenskrig fik status af civil lufthavn, har længe været uvis. Den nyeste udvikling i sagen sker, efter at Aarhus Kommune næsten er gået solo med planerne om en eventuelt ny østjysk lufthavn ved Thomasminde.
Aarhus Byråd fik i 2015 udarbejdet en analyse om en ny placering af lufthavnen, og i forlængelse heraf besluttede byrådet at arbejde videre med en ny placering ved Thomasminde nord for Aarhus.
En rapport fra konsulentfirmaet Rambøll konkluderede i foråret, at det fysisk er muligt at anlægge en ny lufthavn ved Thomasminde. Men det vil kræve, at Aarhus Kommune bidrager med et egenkapitalindskud på 500 mio. kr. samt er indstillet på et årligt driftsbidrag på 75 mio. kr.
Kommunernes ejerandel er i dag følgende: Aarhus Kommune (58,07 pct.), Randers Kommune (18,44 pct.), Favrskov Kommune (7,83 pct.), Norddjurs Kommune (7,83 pct.) og Syddjurs Kommune (7,83 pct.).
ka / Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.