dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto: Aarhus Vand

Aarhus Vand vinder pris for bedste bestyrelse

Bestyrelsen i Aarhus Vand er kåret til Årets Offentlige Bestyrelse. Ros for at skabe governance-struktur med tydelig ansvarsfordeling
1. NOV 2012 15.42

Kåringen finder sted på konferencen Offentlige Bestyrelser for Fremtiden, der afholdes netop nu på Axelborg i København. Arrangørerne bag konferencen – Dagens Dagsorden, KromannReumert, BDO KR og Pluss Leadership – har med prisen ønsket at fremhæve det gode arbejde, der bliver udført i mange offentlige bestyrelser.

Baggrunden for at kåre Aarhus Vand som vinder af prisen fremhæver direktør Rasmus Birkeholm Jensen, Dagens Dagsorden, og direktør Jørgen Ulrik Jensen, Pluss Leadership:

- Aarhus Vand har en ambition om at være Danmarks førende vandselskab. Denne ambition sammenholdt med en række markante ændringer i rammebetingelserne for vandsektoren i disse år gør, at Aarhus Vands bestyrelse og ledelse ønsker at placere sig i front i den konsolideringsproces, der er i gang i vandsektoren, og som formentlig vil medføre en markant reduktion i antallet af vandselskaber i Danmark. Den nuværende selskabsstruktur for Aarhus Vand blev skabt i forbindelse med liberaliseringen af vandsektoren i 2010, som betød, at vandforsyningerne skulle udskilles fra kommunale forvaltninger og omdannes til aktieselskaber med egen bestyrelse. Dette har givet en udfordring med at sikre rolleafklaring mellem ejer, ejer som myndighed og bestyrelse. Mange steder valgte kommunerne at gøre teknisk udvalg til bestyrelse. Men nogle få, heriblandt Aarhus Vand, arbejdede mere systematisk med at skabe en governance-struktur med tydelig rolle- og ansvarsplacering, og sådan at den daglige ledelse har en reel bestyrelse at føre en dialog med.

Nogle af de elementer, som har indgået i en professionalisering af den samlede governance-struktur for Aarhus Vand er følgende:

· En relativ lille og handlekraftig bestyrelse med mulighed for reelle strategiske drøftelser og beslutninger.

· En sammensætning baseret på en kombination af sikring af ejerinteresser og faglige, ledelsesmæssige kompetencer. Bestyrelsesformanden er ekstern.

· Samarbejdet med Aarhus Kommune som ejer tager afsæt i en ejerstrategi, som fastlægger, hvad kommunen vil med selskabet på kortere og længere sigt, og der arbejdes bevidst for at undgå en sammenblanding af myndighed og selskabsdrift.

· Det strategiske arbejde sker med en kraftig involvering af centrale interessenter: Bestyrelsen, medarbejderne, ejeren, myndigheden og lederne.

· Bestyrelsen sikrer sig overblik og opfølgning på strategi og indsatser via et akkrediteret ledelsessystem og målstyringsmodel.

Aarhus Vands bestyrelse var nomineret til titlen sammen med Odense Lufthavn og Tradium i Randers.

lcl

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/aarhus-vand-vinder-pris-for-bedste-bestyrelse

GDPR