AARHUS: Aarhus Kommune har i en periode i lighed med flere andre kommuner opkrævet byggesagsgebyrer pr. påbegyndt 15 minutter. Den praksis er blevet underkendt, oplyser kommunen.
Teknisk Udvalg drøftede sagen i sidste uge, og der var enighed om, at det er problematisk, at der er sået tvivl om kommunernes faktureringsmetoder tilbage i tiden. Der var også enighed i udvalget om, at borgere og virksomheder skal have mulighed for at få undersøgt deres sag og få tilbagebetalt det beløb, som de eventuelt har betalt for meget.
Aarhus Kommune har sammen med en række andre kommuner siden 1. januar 2015 opkrævet gebyrer i byggesager efter tidsforbrug. Det betød afregning pr. påbegyndt 15 minutter i overensstemmelse med vejledning fra Kommunal Teknisk Chefforening (KTC).
Byggeklageenheden, som behandler klager over kommunernes afgørelser efter byggeloven, afgjorde i 2020, at tidsforbrug på et kvarter, selvom et sagsbehandlingsskridt tager kortere tid, har karakter af et fast opstartsgebyr og er ulovlig. Aarhus ændrede praksis i juni 2021 og registrerer nu sagsbehandling pr. minut.
Tålmodighed efterspørges
Der kan være sket oprunding til hele kvarter i nogle tidsregistreringer i tiden fra den 1. januar 2015 til i hvert fald juni 2020. Det drejer sig om minutter i et stort antal sager. Teknik og Miljø anslår, at ca. 10.000 sager er omfattet af muligheden for at få tilbagebetalt et evt. overfaktureret beløb.
Teknik og Miljø vurderer, at der vil være betydelige administrative omkostninger forbundet med at genoptage alle sagerne. Det er derfor besluttet, at man gør opmærksom på muligheden bl.a. på kommunens hjemmeside.
- Vi opfordrer til, at man henvender sig, hvis man er i tvivl om, hvorvidt man har betalt for meget, så vil vi i dialog med borgerne kigge på sagerne. Men vi opfordrer også til, at man væbner sig med tålmodighed, da der er tale om en meget stor sagsmængde, siger Torben Simonsen, kontorchef, Teknik og Miljø.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.