
AARHUS: De fleste kender fornemmelsen af at gå en tur på Strøget eller over et af byens torve for så pludselig at træde ind i en gruppe af de såkaldte facere, som typisk hverver medlemmer til organisationer med faste månedlige bidrag.
Den oplevelse er mange aarhusianere trætte af, og Teknik og Miljø har derfor i samarbejde med Aarhus Cityforening taget initiativ til en forsøgsordning, som nu skal forhandles på plads med indsamlingsorganisationernes brancheorganisation, ISOBRO, oplyser Teknik og Miljø.
Planen er, at facere fremover må arbejde i otte-ti udvalgte zoner i midtbyen. I dag kan de stille sig, hvor de vil. Zonerne vil blive placeret i udkanten af gangarealer og markeret med vejsøm. Facerne får i stedet lov til at opsætte små borde til gengæld for aftalen om ikke at placere sig midt på gaden.
Inden sommerferien tager Aarhus Cityforening, ISOBRO og Teknik og Miljø sammen på byvandring i midtbyen for at finde de zoner, som skal dedikeres facere. Den endelige løsning er efter planen klar i løbet af efteråret.
- Foreningerne har en grundlovssikret ret til at hverve medlemmer på gaden, så en aftale bygger på en grad af frivillighed, men vi har også fokus på vore etiske regler, som skal sikre, at borgerne får en god oplevelse af medlemshvervningen, siger Robert Hinnerskov, generalsekretær i ISOBRO.
Der er i første omgang tale om et toårigt forsøg, som løbende bliver evalueret.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.