
HOLBÆK / KALUNDBORG / ODSHERRED: Det danske landkort farves gradvist mere rødt med afbrændingsforbud som følge af det tørre og varme sommervejr. Fra torsdag klokken 09.00 indføres der afbrændingsforbud i Holbæk, Kalundborg og Odsherred Kommune.
Det oplyser Lars Karlsen, beredskabsdirektør i Vestsjællands Brandvæsen.
Også i naturområdet Tisvilde Hegn i Nordsjælland indføres der afbrændingsforbud, melder Danske Beredskaber. For de tre nordvestsjællandske kommuner var det "nu tid", forklarer Lars Karlsen.
- Vi er tre kommuner med meget natur, og vi har rigtig mange sommerhusgæster og sommerhusområder, hvor der er stor brandfare, siger beredskabsdirektøren.
Det bliver blandt andet forbudt at tænde op i kulgrillen, ryge i naturen, tænde bål og bruge åben ild udendørs samt anvende for eksempel ukrudtsbrændere. Beredskabsdirektøren understreger, at forbuddet skal overholdes.
- Det er rigtig vigtigt, for vi har eksempler på, at det nær er gået galt, fordi man har brugt åben ild i vores sommerhusområder. Hvor længe forbuddet varer, er svært at sige, for det er nærmest op til vejrguderne, og vi skal have en god mængde regn, før det batter, forklarer han.
Flere vil følge
De seneste forbud kommer i kølvandet på forbud i kommunerne Esbjerg, Varde og Fanø.
8. juni blev der, som det første sted i landet, indført et afbrændingsforbud på Bornholm som følge af tørken. Siden kom Samsø, Tunø og Rømø til.
Ifølge Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef hos Danske Beredskaber, stopper det næppe her.
- Det er ret klart, at i takt med at varmen holder ved, og det bliver tørrere og tørrere derude, så er brandfaren stigende. Det betyder nok desværre også, at der bliver behov for at justere på brandfaren rundtomkring for eksempel ved at regulere brugen af åben ild, siger han.
Sekretariatschefen påpeger, at det er en lokal beslutning, om der skal være afbrændingsforbud. Men det går nok kun i én retning på landsplan.
- Hvis man var sådan en, der satte odds på ting, så ville jeg gætte på, at det havde relativt lave odds, at der kommer flere afbrændingsforbud, siger han.
Fakta - forløbigt overblik over kommuner med afbrændingsforbud:
Sjælland:
* Holbæk Kommune (fra 15. juni 2023 klokken 09.00).
* Kalundborg Kommune (fra 15. juni 2023 klokken 09.00).
* Odsherred Kommune (fra 15. juni 2023 klokken 09.00).
* Tisvilde Hegn (fra 15. juni 2023 klokken 09.00).
Jylland:
* Esbjerg Kommune (fra 15. juni 2023 klokken 09.00).
* Varde Kommune (fra 15. juni 2023 klokken 09.00).
Øer:
* Bornholm.
* Fanø (fra 15. juni 2023 klokken 09.00).
* Tunø.
* Samsø.
* Rømø.
Kilder: Beredskabsstyrelsen, Vestsjællands Brandvæsen, Danske Beredskaber.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.