
Affaldsselskabernes brancheforening vil have indført affaldspoliti for at forhindre blandt andet illegal affaldstransport. Det skriver Jyllands-Posten.
Der mangler særligt myndigheder, der fører tilsyn med det affald, der krydser landegrænser, siger direktør i affaldsselskabernes brancheforening, Cirkulær, Jens Bomann Christensen til Jyllands-Posten.
Det handler om at komme "mafiaforhold" til livs.
- Man beskriver ofte ulovlig bortskaffelse af affald med karikaturen af en italiensk mafioso. Men det sker i hele Europa - også i Danmark. Vi er nødt til at forholde os til omfanget og skærpe kontrol og straf samt lette bevisbyrden for miljømyndigheder og politi, siger affaldsdirektøren til Jyllands-Posten.
Også jordaffald
Affaldspolitiet skal efter hans mening også kontrollere, at håndteringen af jordaffald foregår efter reglerne.
Det siger han til Jyllands-Posten og henviser til TV 2-dokumentaren "Den sorte svane", der afdækkede kriminelle, der blev betalt for at skaffe sig af med farlig forurenet jord udenom reglerne.
Jens Bomann Christensen forestiller sig, at affaldspolitiet kan fungere på enten statsligt plan eller på tværs af EU-lande, lyder det i artiklen.
En væsentlig del af affaldet produceret herhjemme sendes til udlandet for at blive genanvendt eller brændt. Det gælder blandt andet plast, hvor halvdelen bliver brændt i Danmark, og den anden halvdel sendes til Tyskland.
Ifølge Jyllands-Posten lå markedet for genanvendt plast i 2022 på cirka 335 milliarder kroner. Alene i Danmark handles affald for et tocifret milliardbeløb hvert år, skriver Jyllands-Posten.
Det er ikke ualmindeligt, at affaldet handles fire-fem gange eller mere, lyder det i artiklen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.