dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Affaldsgebyrer er steget markant
Siden Folketingets aftale om husstandsnær indsamling af en række affaldsfraktioner er affaldsgebyrerne steget.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Affaldsgebyrer er steget markant

En undersøgelse fra Forsyningstilsynet viser, at kommunernes affaldsgebyrer er vokset med cirka 40 procent.

Det er blevet dyrere at komme af med sit affald, og det skyldes i høj grad, at vi er blevet tvunget til at sortere det grundigere. Det viser en rapport, som Forsyningstilsynet har udarbejdet om de affaldsgebyrer, man som boligejer skal betale for at få hentet sit skrald.

Undersøgelsen viser, at prisen fra 2019 til 2023 er steget med knap 1.000 kroner til 2.686 kroner om året for den gennemsnitlige husejer. Det svarer til 37 procent.

For en etagebolig er regningen typisk vokset fra 1.909 til 2.788 kroner. Det svarer til 46 procent.

Nye regler

- Vi kan konstatere, at stigningerne i affaldsgebyrerne er sket, samtidig med at kommunale udgifter til indsamling af genanvendeligt affald er vokset markant i forbindelse med udrulningen af husstandsnær indsamling. En del af forklaringen på de stigende gebyrer kan derfor formentlig findes her, siger Carsten Smidt, der er direktør for Forsyningstilsynet.

Folketinget vedtog i 2020 nye regler, der kræver, at vores affald skal sorteres i ti forskellige fraktioner med henblik at sikre større genanvendelse af affaldet.

Dengang var det forventet, at reglerne ville gøre det dyrere at få hentet affald, men det blev også pålagt kommunerne at sørge for, at der med tiden ville ske omkostningsreduktioner, som ville udligne stigningen. 

Det er dog ikke sket endnu. Forsyningstilsynets undersøgelse viser, at kommunernes udgifter til affaldshåndtering er steget fra 1.465 til 2.006 kroner per husstand i perioden.

Kommunerne har hele tiden stillet sig tvivlende overfor, om det ville være muligt at undgå en stor stigning i affaldsgebyrerne.


/ritzau/ak

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.