
KØBENHAVN: Et langstrakt juridisk slagsmål nærmer sig muligvis en foreløbig afslutning. Det står klart, efter at Københavns Byret har haft sidste retsmøde i en sag om, hvorvidt Bilka i indkøbscenteret Field's på Amager er ulovligt opført.
Field's anlagde sagen mod Planklagenævnet helt tilbage i 2014, og den handler om centerets byggetilladelse. Nævnet har afgjort, at byggetilladelsen ikke overholder lokalplanen.
Tre dommere vurderer sagen i byretten, og de forventer at kunne træffe en afgørelse 29. april. Det fortæller Jannick Nytoft, som er administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd (DSK).
- Planen var, at der skulle etableres et stormagasin. Der blev efter landsrettens opfattelse ikke etableret et stormagasin, i stedet kom der en Bilka, siger han.
Langstrakt sag
Han henviser til, at Østre Landsret i 2011 afgjorde, at den oprindelige byggetilladelse for et stormagasin i Field's ikke lever op til lokalplanen. Under sagen i Østre Landsret vurderede en skønsmand, at butikkerne Bilka og H&M ikke udgjorde et samlet hele. Det gælder hverken i forhold til design, drift eller markedsføring, lød det dengang.
Jannick Nytoft mener også, at der er en forskel på, hvor stor en rolle dagligvarer spiller.
- Dagligvarer spiller i et stormagasin - som eksempelvis Magasin -- en mindre rolle, og et stormagasin er derfor ikke i samme grad ødelæggende for den nære dagligvareforsyning i oplandet, siger han.
Dommen fik Københavns Kommune til at lave en ny byggetilladelse, der skulle lovliggøre Field's. Men DSK klagede over den nye byggetilladelse til Planklagenævnet. Nævnet afgjorde, at den nye byggetilladelse stadig ikke overholdt lokalplanen.
Det fik Field's til at indbringe afgørelsen for retten i 2014. Det fremgår af en tidslinje over den langstrakte sag, som Plan- og Landdistriktsstyrelsen udarbejdede til et folketingssvar i marts 2023.
Jannick Nytoft fortæller, at DSK ikke er part i den aktuelle retssag, men såkaldt biintervenient til støtte for Planklagenævnet.
Ifølge Plan- og Landdistriktsstyrelsens tidslinje har Københavns Kommune besluttet, at man ikke foretager sig yderligere for at gøre Bilka lovlig, før sagen er afgjort. Field's blev åbnet i marts 2004.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.