
HERNING: Herning Kommunes økonomi får et gevaldigt løft. Den ni år gamle sag om Herning Kommunes salg af 64 pct. af sine aktier i Energigruppen Jylland til DONG Energy er nu endelig afsluttet. Den aftale, der er indgået mellem parterne og EnergiMidt, som nu ejer aktieposten, sender over de næste ti år 230 mio. kr. ned i kommunens kasse.
Parterne bag budgetforliget i Herning har i fællesskab øremærket pengene. Firkantet sagt går de 65 millioner kroner til renoveringer af kommunens folkeskoler, andre 65 millioner kroner bruges på at opføre et nyt 50 meter-bassin ved Herning Svømmehal, mens de sidste cirka 100 millioner går i kommunens udviklingsfond.
- Jeg er meget glad for, at sagen nu er afsluttet. Det har taget lang tid, for sagen om aktiesalget var den første af sin art i Danmark. Men med aftalen om en salgspris på 230 millioner kroner får vi mulighed for at investere i folkeskolen, i fritidsaktiviteter og i fremtiden. De investeringer, vi foretager nu, vil komme alle kommunens borgere til gavn, siger borgmester Lars Krarup (V).
Aftalen indebærer samtidig, at EGJ Varme nu hæver fjernvarmeprisen for forbrugerne. Til næste år vil prisen stige med knap 200 kroner om måneden for en almindelig husstand, viser selskabets beregninger.
- Der har været stor usikkerhed blandt forbrugerne om de økonomiske konsekvenser af aftalen, og vi er meget tilfredse med at have fundet en løsning, som Energitilsynet har godkendt. Tilsynet anser ikke den kommende varmepris for urimelig, og rent faktisk vil prisen på varme stadig være relativt lav i Herning-området. Det har været vigtigt for os, at alle parter kan leve med afgørelsen i sagen, og det, mener vi, bestemt er tilfældet nu, siger Holger Blok, administrerende direktør i EGJ Varme A/S.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.