dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Alternativet erklærer den grønne omstilling for død
- Den grønne omstilling er død, fordi den politik der bliver ført fra regeringen ikke har noget med klima at gøre, siger leder Franciska Rosenkilde. Her ses hun på Folkemødet i 2023. (Arkivfoto).
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Alternativet erklærer den grønne omstilling for død

Partiet bag klimamålet på 70 procent erklærer grøn omstilling for død før landsmøde i weekenden.

Der er eksempler på, at Alternativet kommer med en politisk udmelding, som først bliver latterliggjort for derefter at blive til virkelighed nogle år efter. Det gælder eksempelvis målsætningen om at reducere dansk udledning af drivhusgasser med 70 procent, der nu er det bredt vedtaget i Folketinget.

Alligevel kalder partiet bag målet nu den grønne omstilling for død. Det siger politisk leder Franciska Rosenkilde forud for partiets landsmøde i weekenden.

- Den grønne omstilling er død, fordi den politik, der bliver ført fra regeringen, ikke har noget med klima og miljø at gøre. Det har kun noget at gøre med penge.

- Dybest set er der kun ét mål, og det er at skabe yderligere økonomisk vækst, og så har man simpelthen ikke forstået, hvad den grønne omstilling går ud på, siger hun.

Uden for aftaler

Franciska Rosenkilde ser regeringens grønne politik som "decideret kontraproduktiv". Hun giver ikke meget for de aftaler, som er lavet siden klimamålet, og hun bryster sig af, at Alternativet "ikke er med i nogen klimaaftaler".

Aftaler om CO2-afgift på industrien og lavere afgifter på elbiler ventes at bidrage til at mindske udledningen med samlet omkring seks millioner ton CO2.

Men det er ikke nok, lyder det fra Rosenkilde, som bedyrer, at Alternativet ikke er et protestparti, men et "længselsparti".

Venstre er trængt, og det gamle bondeparti rasler ned i meningsmålingerne, mens der forhandles om en CO2-afgift på landbruget. På spørgsmålet, om det ikke er et eksempel på, at de gamle partier tager omstillingen alvorligt trods egen ulykke, svarer Alternativets leder nej.

- Grøn politik er blevet mainstream. Hvis Venstre ville i regering, var de nødt til at give afkald på et eller andet, men de fik også skattelettelser for ti milliarder kroner.

- Det viser bare, at det ikke handler om grøn omstilling, men om politiske kompromisser i et regeringsgrundlag, siger hun.

Spørgsmålet er, hvad Alternativets berettigelse er, hvis den grønne omstilling er død.

- Så må vi lave en ny. Så må vi starte forfra og sige, hvordan en seriøst bæredygtig, grøn omstilling ser ud fra nu af, siger hun.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.