dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Alternativet føler sig overhørt og lancerer nyt mål om mindre kød
Politisk leder i Alternativet Franciska Rosenkilde på partiets landsmøde i Odense, hvor hun talte for at totalforandre landbruget.
Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Alternativet føler sig overhørt og lancerer nyt mål om mindre kød

Partileder lancerer delmål for at skabe opbakning til, at Danmark kun producerer det kød, borgerne kan spise. Det ville på fire år halvere dyreproduktionen.

Alternativet kæmper med at blive hørt og lancerer derfor et delmål for, at Danmark på sigt kun skal producere det kød, borgerne selv kan spise. Derfor går partiet til valg på at halvere dyreproduktionen på fire år.

Det er et mere "spiseligt" delmål end hovedkravet ifølge politisk leder Franciska Rosenkilde (AL), som lørdag holdt landsmødetale for baglandet. Hun drømmer om mere vild natur og at få fiskene tilbage i søer, åer og have.

- Det er en drøm, den kan blive til virkelighed, men det starter med, at vi omlægger store dele af landbruget, sagde hun fra scenen i Odenses kongrescenter.

Forslaget vil frigive en million hektar til borgerne i 2030 ifølge partiet, hvilket svarer til et areal på størrelse med hele Sjælland og Fyn.

Ny appel

Det er en del af et nyt udspil fra partiet, som balancerer på spærregrænsen og forsøger at gøre sig bemærket overfor vælgerne. Med udspillet vil partiet både forsøge at appellere til SF og Enhedslisten samt vælgerne.

Udspillet består af tre forslag, hvor de to sidste er, at staten bruger 50 milliarder kroner til genopbygning af landdistrikterne, og at lokale borgere skal have større indflydelse på udviklingen lokalt.

Alternativet lancerede i 2022 en vision for kun at producere det kød, borgerne selv kan spise. Det vil mindske udledningen af drivhusgasser og sætte under halvdelen af Danmarks samlede areal fri ifølge partiet. Det svarer til knap to millioner hektar.

Men partiet føler sig overhørt af regeringen og lancerede derfor lørdag et delmål for at skabe momentum og få opbakning til visionerne for fremtiden.

For klimaets skyld

Den politiske leder anerkender, at forandring et svært, men at det er nødvendigt at omstille samfundet for at bekæmpe klimaforandringerne.

- Nutiden og fremtidens politiske beslutninger skal tages med respekt for de planetære grænser og med hensyn til menneskers trivsel.

- Det kan virke abstrakt, men det er afgørende for fremtiden, vores planet og de næste generationer. At vi ikke kun lever af naturen, men med naturen. At vi flytter fokus fra ego til øko, sagde Franciska Rosenkilde.

Hun afviser, at det er for ambitiøst at skabe så stor forandring på så kort tid, fordi det er nødvendigt på klimaets vegne. Hun oplever, at borgerne gerne vil spise mindre kød, men at de savner værktøjer til at huske det i hverdagen.

Ved folketingsvalget i 2022 fik Alternativet 3,3 procent af stemmerne, men siden er partiet faldet i meningsmålingerne og har sagt farvel til Theresa Scavenius, som i dag er løsgænger. Internt arbejder partiet på at ligge på 4,5 procent ved valgets udskrivelse, som senest er i 2026.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.