
FAABORG-MIDTFYN: Kommunen indgår som én af tre danske kommuner i en ny analyse af boligmarkedet uden for de større byer og bidrager dermed til at nuancere debatten om affolkning og tomme huse.
I sidste uge udgav Dansk Byplanlaboratorium rapporten 'Vejkantsdanmarks Fremtid', som kommunen har bidraget til. I dag udkommer så analysen 'Boligmarkedet uden for de større byer', udgivet af Statens Byggeforskningsinstitut.
- Det skyldes nu ikke, at Faaborg-Midtfyn er specielt hårdt ramt af affolkning. Vores befolkningstal er svagt faldende især i vores landområder, men modsat oplever vi stigende efterspørgsel på boliger i de største byer og i den nordlige del af kommunen, hvor der også er landsbyer, siger borgmester Christian Thygesen (V).
Faaborg-Midtfyn og de to andre kommuner er tværtimod udvalgt, fordi de har arbejdet bevidst med manglende efterspørgsel på boliger i flere områder og forholdt os til de lokalt-regionale udfordringer, som de nuværende forandringer medfører som det hedder i rapporten.
- Problemet går ikke væk af sig selv. Vi havde brug for en nøgtern analyse af udviklingen og dens konsekvenser for at kunne skabe et boligmarked i balance. Og det er det, vi og Statens Byggeforskningsinstitut har hjulpet hinanden med, siger Christian Thygesen.
Nedrivning eller renovering af forfaldne bygninger er dyrt, så analysen foreslår partnerskaber mellem stat, kommune, kreditforeninger/finansieringsinstitutter, boligejere og lokalsamfund om at rydde op i nødlidende bebyggelser.
En tredje vej er offentlig støttet byfornyelse. I analysen skønnes, at 50-60.000 ejendomme i Danmark er tjenlige til nedrivning. Det vil koste en halv milliard om året i fem-ti år. Til sammenligning udgør den offentligt støttede byfornyelse 285 mio. kr. om året.
- Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt, at landsbyerne også selv tager initiativer, der sikrer deres fremtid, og det er rigtig mange af vores landsbyer i gang med. Det lover jo godt for deres fremtid, siger Christian Thygesen.
kil
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.