
SJÆLLAND: Der er gevinster at hente for både erhvervsliv og kunder, hvis ni sjællandske forsyningsselskaber rykker tættere sammen. Det viser en analyse, som er bestilt af forsyningsselskaberne og deres kommunale ejere. Det meddeler eb af kommunerne, der indgår i analysen, nemlig Roskilde.
Analysen fastslår, at et stort fælles forsyningsselskab kan blive et regionalt kraftcenter for erhvervslivet og inden for klima og miljø. Et stort fælles selskab vil samtidig i højere grad kunne imødekomme skærpede krav i lovgivningen og derigennem give forbrugerne mere miljø for pengene, bedre service eller lavere takster.
Analysen er præsenteret for kommunalbestyrelserne og bestyrelserne i de ni selskaber mandag den 5. maj, og medarbejderne i selskaberne er orienteret tirsdag den 6. maj.
Fælles holdingselskab
Det er PWC, der gennem et halvt år har foretaget en grundig analyse af de ni selskaber:
- Der er forskellige grader af samarbejde, der spænder fra at lave aftaler mellem uafhængige selskaber til en fuld fusion, hvor taksterne i de forskellige selskaber på sigt bliver ens. Vores analyse viser, at den bedste måde at fusionere på er ved at oprette et fælles holdingselskab, hvor ejerkommunerne får fælles ejerskab til service- og driftsselskaber, siger Per Timmerman fra PWC, som er ansvarlig for analysen.
Det er nu op til kommunalbestyrelserne at beslutte, om der skal arbejdes videre i retning af en hel eller delvis sammenlægning, et tættere samarbejde eller om kommunerne slet ikke ønsker at deltage.
Det forventes, at der træffes beslutning i efteråret 2014.
bi
Ejerne af Energiforsyningen (Køge), Faxe Forsyning, Holbæk Forsyning, Lejre Forsyning, Ringsted Forsyning, Roskilde Forsyning, SK Forsyning, Sorø Forsyning og Stevns Forsyning besluttede i 2013 at undersøge potentialet i et fremtidigt samarbejde. De ni forsyningsselskaber er 100 % ejet af deres respektive kommuner. Selskaberne beskæftiger i alt cirka 500 medarbejdere, og forsyner omkring 350.000 borgere med en eller flere af følgende forsyningsarter: Affald, el, fjernvarme, gadebelysning, spildevand, vand og vindkraft.
Læs mere om selskaberne og fusionstankerne på www.forsyningssamarbejde.dk, hvor også analyserapporten er tilgængelig.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.