KALUNDBORG: Vil byggeri af et spejdershelter på en lille ø midt i en sø give problemer for ynglende fugle og fugle på træk?
Det har Kalundborg Kommune ikke undersøgt godt nok, eller hvis den har, er det ikke beskrevet tilstrækkeligt i afgørelsen, mener Planklagenævnet, som har behandlet en klage fra en nabo.
Sagen handler om en ejendom uden for byen Bregninge med en mindre ø, et par bygninger og en amfiscene, som altsammen er ejet af et menighedsråd. Efter aftale med menighedsrådet har en spejdergruppe søgt om at få lov at placere et shelter på en lille ø midt i søen. Der vil kun være adgang ved at sejle til øen.
Kommunen har skønnet, at det ikke var nødvendigt at orientere naboerne, da shelteret ikke var ret stort og opført i naturmaterialer 230 m fra nærmeste bolig.
Desuden henviser den til, at området i kommuneplanen er udlagt til rekreative aktiviteter, og at ejendommen ligger midt i et område med flere tidligere og nuværende grusgrave, som friholdes fra fritidsaktiviteter og bebyggelse af hensyn til at skærme dyrelivet.
Ikke tilstrækkeligt belyst
En nabo har imidlertid klaget til klagenævnet. Og selvom nævnet ikke er enig i, at han skulle have været hørt, så får han ret så langt, at kommunen ikke tilstrækkeligt har vurderet, om brugen af shelteret kan ødelægge eller beskadige eventuelle yngle- eller rasteområder. Det er ikke nok blot at fastslå, at der findes andre grusgrave.
Nævnet vil ikke udelukke, at shelters kan opføres på øen, men fastslår, at kommunens afgørelse ikke er tilstrækkeligt belyst. Derfor ophæves kommunens tilladelse, som er fra 3. maj 2019, og den hjemsendes til fornyet behandling.
Samtidig beklager nævnet den lange sagsbehandlingstid.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.