
MIDDELFART: Beboerne i et sommerhusområde i Middelfart Kommune fik ikke medhold i en klage, de har sendt til Ankestyrelsen. Men samtidig har sagen fået Miljøstyrelsen til at ændre sin vejledning i erkendelse af, at den er upræcis.
Klagen handler om, at sommerhusejerne ikke kan få hentet deres affald ved sommerhusene, men skal tage det med til en affaldsplads i udkanten af området.
”Det er en afstand på 750 m for de fjerneste sommerhuse. Det kan næppe kaldes indenfor en rimelig gåafstand, hvor det skal være muligt, selv for gangbesværede at overkomme til fods, det skal ikke være nødvendigt at tage bilen," skriver grundejerforeningen.
Rimelig gåafstand
Ankestyrelsen har forhørt sig hos Miljøstyrelsen om reglerne.
Ifølge affaldsbekendtgørelsen skal kommunerne indsamle mad- og restaffald via en henteordning. Enten på matriklen eller ved en såkaldt husstandsnær indsamling, hvor affaldet afhentes "i rimelig gåafstand".
Men styrelsen har ikke fastsat nogen kriterier for, hvad rimelig gåafstand er, og det er op til kommunerne at lave en konkret vurdering af de lokale forhold, forklarer styrelsen.
Vejledning ændres
I en vejledning fra styrelsen har det hidtil fremgået, at mad- og restaffald som udgangspunkt skal hentes på matriklen, mens husstandsnær indsamling er det næstbedste. Men som følge af sagen har Miljøstyrelsen foretaget et grundigt gennemsyn af vejledningen og må erkende, at det ikke kan udledes af affaldsbekendtgørelsen. Kommunerne kan altså frit vælge mellem husstandsindsamling og husstandsnær indsamling, og det gælder uanset boligtype.
Derfor har Miljøstyrelsen som følge af sagen måttet lave en præcisering af vejledningen. Den anbefales dog fortsat, at indsamlingen foregår så tæt på matriklen som muligt.
Dårlige veje
I den konkrete sag har Middelfart Kommune forklaret, at byrådet har besluttet så vidt muligt at lave fælles affaldsløsninger i sommerhusområder, fordi der er dårlige adgangsforhold og køreveje, og fordi det skiftende antal beboere vil give meget forskellige mængder affald og rod med beholdere, som i ugevis er stillet frem til tømning.
Desuden anbefaler Miljøstyrelsen, at mad- og restaffald skal hentes samme sted som øvrigt affald, da der ellers vil blive sorteret for dårligt. Derfor er det ikke en løsning at indsamle de to affaldsfraktioner ved sommerhusene og resten af affaldet et andet sted.
Kommunen erkender, at afstanden i det pågældende sommerhusområde er noget længere end de 200 meter, byrådet har sat som standard. Men det er ikke lykkedes at finde et areal, kommunen kan leje til en bedre placeret affaldsplads. Eneste alternativ vil være ekspropriation, og det ønsker kommunen ikke.
I lyset af meldingerne fra Miljøstyrelsen accepterer Ankestyrelsen den forklaring og vil ikke gøre mere ved sagen.
Ankestyrelsens udtalelse kan læses her
Miljøstyrelsens præcisering findes her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.