
HOVEDSTADEN: Normalt kan det ikke betale sig at få lavet skønhedsoperationer, når man har passeret de 100 år. Men på Bispebjerg Hospital er situationen en anden. Her bliver der malet, spartlet og kittet til den store guldmedalje.
Med et bidrag fra Region Hovedstadens renoveringspulje bliver de historiske bygninger shinet op fra top til tå, så en af Danmarks største fredede bygningsmasser kan modstå vind og vejr i mange år fremover, lyder det fra Bispebjerg Hospital.
- Vi har et unikt historisk hospital, hvor de smukke omgivelser altid har været omdrejningspunktet. Det forpligter, og derfor er det rigtig dejligt, at der er prioriteret midler til en omfattende istandsættelse af de fredede bygninger, siger direktør for Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Anne Jastrup.
Fredet i 2010
De smukke pavilloner i røde mursten er tegnet af arkitekten Martin Nyrop, der også står bag Københavns Rådhus. Hospitalet blev indviet i 1913, og de historiske bygninger blev fredet i 2010 af Slots- og Kulturstyrelsen. Al istandsættelse og ombygning sker i tæt dialog med styrelsen for at sikre, at de kulturhistoriske og arkitektoniske værdier beskyttes og bevares for eftertiden.
- Det er jo en af de største samlede fredninger vi har, der både omfatter bygninger, haver og veje. Man kan vel kalde det for et kulturmiljø i sig selv. Derfor er det glædeligt, at der bliver taget vare på det. Her har vi jo et hospital i fuld drift, der samtidig er fredet, og vi har en fin dialog med hospitalet om, hvordan vi får det til at fungere, siger Birte Skov, arkitekt og specialkonsulent, Slots- og Kulturstyrelsen.
Gemmer materialer i kælderen
På etagen under smeden er bygningssnedkeren i gang med sætte nye trælister op. Hvis træværket er særligt medtaget, er der hjælp at hente i kælderen under Bispebjerg Hospital.
Her har hospitalets driftsfolk gennem årene gemt de originale byggematerialer, som kan hentes frem, når murværk, vinduer og fliser skal repareres.
- Det er lidt af en skattekiste af gamle materialer, vi har liggende. Når tømreren mangler en særlig vinduesliste i lærketræ, finder vi den frem fra gemmerne, i stedet for at han skal fremstille det på ny. På den måde sparer vi både tid og penge, når vi istandsætter, siger Michael Schiller, der er driftsleder på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
Istandsættelsen forventes at vare året ud. Så står bygningerne klar til, at anlægsgartnerne kan gøre deres indtog i patienthaverne, der omkranser pavillonerne.
Haveanlægget på Bispebjerg skal fra 2020 revitaliseres med en milliondonation fra Den A.P. Møllerske Støttefond. Haverne bliver dels ført tilbage til havearkitekt Edward Glæsels oprindelige tanker om helende havekunst, og samtidig bliver de opgraderet og indrettet til moderne hospitalsbrug.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.