
HJØRRING: I sagen om selvtægt i et sommerhusområde, hvor tonsvis af beton og sten er blevet hældt ud over en klit for at skabe kystsikring, tager borgmester i Hjørring, Arne Boelt (S) hårde ord i munden, når snakken falder på den tidligere regering - hans egne partikolleger.
- Der er mange folketingspolitikere, som på skift har gode ideer til, hvordan man kan løse problemerne med kystsikringen, hvis bare de selv sad i regering. Det gælder også mine egne folk i Socialdemokratiet. I dag har de også masser af gode ideer , men da de sad i regeringen opførte de sig som luskebukser, som ikke var villige til at gøre noget, siger Arne Boelt til DR Nyheder.
Han mener ikke Folketinget nogensinde tager ansvar – hverken i forhold til at hjælpe de her borgere og i forhold til at hjælpe kommunen.
- Det jeg appellerer til er solidarisk sammenhold omkring det fælles ansvar, vores kyster er. Det er ikke kun den enkelte grundejer og den enkelte kommune, der skal stå med det, siger Arne Boelt.
Kommunen bakker ikke op om selvtægt
Sagen handler kort fortalt om en gruppe borgere, som i et sommerhusområde i Lønstrup i Hjørring Kommune nu er meldt til politiet, efter de har hældt sten, beton og sand ud over kystlinjen for at skabe kystsikring.
På tolv år har havet ved Lønstrup nemlig ædt så meget af kysten, at syv sommerhuse ind til videre er væltet i havet. Derfor er det også langt fra første gang, borgerne i Lønstrup har taget sagen i egen hånd. Tidligere har de blandt andet forsøgt sig med en selvskabt kystsikring af halmballer. Noget som også medførte en politianmeldelse.
Politianmeldelserne står Kystdirektoratet for, og det kræver nu, at bagmændene betaler for at genoprette naturen.
- Jeg kan godt forstå, at borgerne er frustrerede og jeg kan godt forstå, at der er store værdier og følelser på spil. Men et byråd kommer aldrig til at kunne bakke op om selvtægt, lyder det fra borgmester Arne Boelt (S).
Kommunerne får ansvaret
Men ansvaret ender snart hos kommunerne i stedet for hos staten, der ellers har siddet med det hidtil. Som en del af ændringen i planloven overgår ansvaret for kystsikringen nemlig til kommunerne.
Men det garanterer ikke borgerne i Lønstrup, at deres kystlinje derefter bliver beskyttet godt nok til at sikre, at ikke flere sommerhuse ryger i havet.
- Vi skal holde os inden for den lovgivning, som EU og Folketinget har besluttet, og selvom vi får myndigheden, så skal vi fortsat det. Men vi vil strække os så langt vi kan, for at få sikret en ordentlig kystsikring, siger Arne Boelt til DR Nyheder
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.