HALSNÆS: Års arbejde med bæredygtige løsninger, egen jordfond der sælger byggemodnet jord videre til boliger og erhverv og nu senest en kommunal beslutning om at udvide landsbyen med endnu en bydel har sikret landsbyen Torup i Halsnæs Kommune titlen som Årets Landsby 2019, oplyser Landdistrikternes Fællesråd.
Torup var en sikker vinder i forhold til temaet Den Bæredygtige Landsby, fortæller formanden for bedømmelseskomiteen, den tidligere landdistriktsminister Carsten Hansen (S).
- I år har bedømmelseskomiteen kigget efter bæredygtighed på flere niveauer - miljømæssigt, socialt, kulturelt og økonomisk. Og intet sted har vi set det så smukt eksemplificeret som i landsbyen Torup. Landsbyen Torup formår at bygge bro mellem fortidens og fremtidens landsbysamfund. Helt konkret eksemplificeret i den nye bydel, der skal vise vejen for det bæredygtige liv på landet. Torup er et foregangseksempel på, hvordan landsbyer over hele landet kan fremtidssikre sig selv, siger Carsten Hansen i en kommentar.
I Torup har beboerne arbejdet med bæredygtige løsninger de seneste 30 år, siden økosamfundet Dyssekilde blev etableret i landsbyen. Der er både delebiler, solceller og egen spildevandsrensning i Torup. Landsbyen huser også butikker, børnehave, skole, forsamlingshus, kirke og kulturliv. Og lokalrådet har etableret sin helt egen jordfond, der sælger byggemodnet jord videre til boliger og erhverv. Senest har Halsnæs Kommune besluttet at udvide landsbyen med endnu en bydel. Med den vokser indbyggertallet fra de nuværende 350 til 500 indbyggere. Hvidelandet, som den nye bydel hedder, skal skabe moderne rammer for livet på landet, herunder et socialt, økonomisk og økologisk bæredygtigt liv.
Prisen uddeles af Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit. De to andre finalister i kampen om at blive Årets Landsby 2019 var Asaa i Brønderslev Kommune og Krogsbølle Sogn i Nordfyns Kommune.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.