HADERSLEV: Forskere fra Wien vil nærstudere spildevandet i Haderslev, hvor man har opdaget bakterien comammox. Af uvisse årsager stortrives den sjældne bakterie i byens spildevand.
Tilstedeværelsen af comammox gør processen med at rense spildevandet mere enkel, skriver Provas Forsyningsservice, der håndterer spildevandet i Haderslev Kommune, på sin hjemmeside.
- Jo flere forskellige arter af bakterier, der kan være med til at rense spildevandet, jo mere robust vil et anlæg være overfor udsving i de enkelte arters tilstedeværelse. Så det er jo ekstra spændende, hvad der gør, at vi finder denne bakterieart lige netop her hos os, siger driftschef Malene Staub på firmets hjemmeside.
Vandprøver til Wien
Vandprøver sendes løbende til to forskere fra Aalborg Universitet, og data fra vandprøverne bliver herefter delt med forskere fra hele verden. Det var i den forbindelse, at en forskergruppe i mikrobiel økologi fra Wiens Universitet fik øje på spildevandet fra Haderslev.
I sommer blev der derfor tappet 60 liter spildevandsprøver, som nu bliver nærstuderet i Wien.
Rensningen af spildevand foregår typisk i to trin, når ammonium skal omgøres til nitrat. Tilstedeværelsen af comammox betyder ifølge Provas, at man kan nøjes med et enkelt trin.
Bakteriearten har været kendt siden 2006, men det var først i 2015, at danske forskere opdagede bakteriens evne til at ilte ammoniak direkte til nitrat.
Comammox findes i flere økosystemer og har tre underarter. Alle tre underarter er til stede i spildevandet i Haderslev. En af underarterne er også fundet i Ribe.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.