ROSKILDE: Knapt er det nye Vandrådet for Isefjord og Roskilde Fjord oprettet, før der opstår ballade om fordelingen af rådets 20 pladser, skriver Dagbladet Roskilde. Bæredygtigt Landbrug vil nemlig gerne være med i vandrådet. Men de er ikke blevet inviteret med af de 20 kommuner, der har besluttet, hvordan gruppen skulle sammensættes.
Stig Sandholt Andersen er faglig rådgiver i Bæredygtigt Landbrug og fortæller avisen, at foreningen har 124 medlemmer i området, og de ejer tilsammen over 30.000 hektar jord. Ifølge ham er Vandrådet for Isefjord og Roskilde Fjord det første vandråd, der har fravalgt Bæredygtigt Landbrug.
- Problemet er det demokratiske i det. Vi har ikke nogen mulighed for at klage over den beslutning. Landmændene og lodsejerne er de eneste, der har penge i klemme, for de skal leve af jorden i området. I stedet har man valgt at tage syv fiskerforeninger med i vandrådet. Fiskerne tænker ikke på samme måde som os, for eksempel i forhold til grødeskæring, siger Stig Sandholt Andersen til Dagbladet Roskilde.
Preller af
Martin Stokholm (S) er formand for vandrådet og formand for teknik- og miljøudvalget i Lejre. Han afviser kritikken og forklarer, at kommunerne skal sikre en lige fordeling mellem typer af medlemmer. Desuden var der 29 interesserede til de 20 pladser.
- Jeg synes, de opfører sig som et lille barn, der piber. Kommunerne er blevet enige om, at vandrådet skal se sådan ud. Derfor har vi ikke kunnet finde plads til dem. Så er det rigtig ærgerligt, at de bliver småpigefornærmede. Men det må de selv finde ud af. Det preller lidt af på mig, siger Martin Stokholm.
Lejre Kommune fungerer som sekretariat for Vandrådet for Isefjord og Roskilde Fjord. Rådet blev oprettet i slutningen af april som et samarbejde mellem de 20 kommuner, der har vandløb ud til de to fjorde. Vandrådets medlemmer kan rådgive kommunerne i deres arbejde med vandløbene, og samtidig skal kommunerne inddrage rådet i deres vandområdeplaner.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.