
Et opdateret varsel fra DMI om forhøjet vandstand har tirsdag fået flere kommuner til at sætte fuldt blus på forberedelserne til de problemer, vandstanden kan give i løbet af fredag.
Varslet gælder forhøjet vandstand langs Vestkysten, i Limfjorden, Skagerrak, Kattegat, Storebælt og den nordlige del af Øresund.
I Vadehavet ventes fredag morgen 250-350 cm over daglig vande, ved den centrale del af Vestkysten fredag formiddag 190-240 cm, i Limfjorden samt i Kattegat, Storebælt og den nordlige del af Øresund i løbet af fredag 130-160 cm og i Isefjorden og Roskilde fjord 140-180 cm over daglig vande, skriver DMI.
Den gule farve markerer voldsomt vejr, den orange farve farligt vejr. Rød farve, som endnu ikke er i brug, markerer meget farligt vejr.
I Frederikssund har kommunens krisestab derfor tirsdag besluttet at iværksætte forhøjet beredskab, også kaldet rødt beredskab, oplyser kommunen. Det skyldes den opjusterede prognose for vandstanden i Roskilde Fjord og Isefjord på fredag.
Frederiksborg Brand og Redning er onsdag gået i gang med at udlægge watertubes. Desuden har krisestaben besluttet, at borgere, som modtager hjælp i eget hjem, skal evakueres i løbet af torsdag. Det skyldes ikke kun risikoen for oversvømmelse, men også at en kommunens hjemmepleje ikke kan komme ind til boliger, som vil ligge bag watertubes.
Desuden får borgere i flere områder besked på at forlade deres boliger senest fredag morgen eller fredag formiddag.
20.000 sandsække er klar til brug, som hurtigst muligt vil blive fordelt på depoter, hvor borgerne kan hente dem. Desuden tømmes Sillebro Ådal og Sillebro Å, hvorefter åen spærres. Kronprins Frederiks Bro vil desuden blive lukket.
Sandsække uddeles
I Lejre går brandvæsnet tirsdag eftermiddag i gang med at uddele sandsække til borgere, som vil beskytte sig mod den forhøjede vandstand, som er varslet til at blive den højeste siden stormen Bodil for ti år siden.
- Det er en meget alvorlig situation, som hænger sammen med, at vi får stormvejr fra nord og nordvest. Hvis vandstanden bliver så høj, som DMI varsler, vil der blive brug for at beskytte en del huse og andre bygninger med sandsække. Derfor har vi i Lejre Brandvæsen besluttet at uddele sandsække fra i eftermiddag og dagligt frem til fredag, siger beredskabschef Frank Praefke.
Han opfordrer borgerne til at hjælpe hinanden lokalt og meget gerne hjælpe beredskabet med at få fyldt de nødvendige sandsække. Og så håber han, at vandstanden ender med at blive lavere end varslet.
- Men i en situation som denne går vi med livrem og seler. Ellers når vi det ikke, hvis prognoserne viser sig at holde stik, eller vandet stiger endnu mere end varslet, siger han.
I Fredensborg efterlyser kommunen hjælp fra alle, der vil give en hånd med i forhold til at sikre bygninger og materiel på Nivå Havn. Borgere opfordres til at møde op onsdag morgen fra kl. 7 og medbringe skovl og trillebør.
Opdateret 15.30 med oplysning fra Fredensborg.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.