
ESBJERG: Der er konstateret væggelus i et stort boligområde i Esbjerg, og derfor går kommunen nu ind i en aktiv bekæmpelse. Væggelusene blev første gang konstateret i en af kommunens lejligheder for ca. 2½ måned siden, hvor man allerede sprøjtede denne og de tre omkringliggende lejligheder første gang. Også et nærliggende værested blev sprøjtet og skal igen i denne uge. De første tiltag har vist sig ikke at komme problemerne med væggelus til livs, hvorfor en større bekæmpelse nu sættes i værk i de godt 150 berørte lejligheder. Det oplyser kommunen.
Bekæmpelsen af væggelusene i boligområdet på Gl. Vardevej bliver gjort i et samarbejde mellem de berørte boligforeninger, private udlejere, beredskabet og Esbjerg Kommune, der råder over et større antal af lejlighederne og to væresteder i boligområdet.
- Det er afgørende, at vi får taget hånd om alvorlige problemer som spredning af væggelus i det omfang, vi har set i boligkvarteret på Gl. Vardevej. Derfor har vi også valgt at gå aktivt ind i bekæmpelsen, så vi kan være med til at sikre os, at spredningen ikke bliver større og mere alvorlig, end den allerede er, udtaler Britta Martinsen, Social & Tilbudschef.
Beboerne skal af med tøj og møbler
I alt drejer det sig om godt 150 lejligheder, der alle skal rengøres og sprøjtes for væggelus i alt fire gange. Rengøringen og sprøjtningen af de første lejligheder sættes i gang allerede 25. august 2014. Bekæmpelsen vil foregå i etaper og forventes at forløbe over de kommende måneder. Udover bekæmpelsen i de mange lejligheder, kræver indsatsen også, at de berørte beboere får udleveret madrasser, dyner, puder, sengelinned og et sæt tøj, de kan have på, mens deres tøj bliver vasket, og deres møbler bliver behandlet. Socialpræst Ingelise Wenzel hjælper med at skaffe tøj, møbler m.m. fra genbrugsbutikkerne i området. Rengøringen og sprøjtningen af lejlighederne klares på samme dag, så beboerne så vidt muligt slipper for genhusning.
Embedslægen er orienteret om situationen, såvel som både Sydvestjysk Sygehus og de praktiserende læger d.d. har modtaget orientering herom.
bi
Væggelus er i familie med tægen og lever lige som denne af at suge blod fra mennesker. De kan være meget svære at slippe af med, hvis man først har fået dem inden for hjemmets fire vægge. Det lille insekt, der kan blive helt op til en cm lang, er god til at gemme sig i revner, sprækker, paneler, madrasser, sengetøj og lagener, og så slår sig typisk ned i varme skabe fyldt med tøj. De kan derfor være meget svære at få øje på. De bliver tiltrukket af varme fra mennesker og kommer helst kun ud for at spise om natten. Væggelus formerer sig ret hurtigt, hvorfor en tidlig indsats er afgørende for at undgå yderligere spredning.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.