
BORNHOLM: Energistyrelsen har bedt Energinet om at hæve beredskabsniveauet for el- og gassektoren i Danmark efter flere læk på gasledninger ved Bornholm. Det oplyser styrelsen.
Det er Energinet, som er ansvarlig for den overordnede drift af det danske el- og gassystem.
- Brud på gasrørledninger sker yderst sjældent, og derfor ser vi grund til at hæve beredskabsniveauet som et resultat af de hændelser, vi har set i løbet af det seneste døgn. Vi ønsker at sikre grundig overvågning af Danmarks kritiske infrastruktur for at styrke forsyningssikkerheden fremadrettet, udtaler direktør for Energistyrelsen Kristoffer Böttzauw.
Beredskabsniveauet er hævet til orange, hvilket er det næsthøjeste niveau. Det betyder, at sektorens selskaber skal være opmærksomme på sikkerheden omkring deres anlæg.
Tjek af hegn og overvågning
Til Ritzau fortæller Kristoffer Böttzauw, hvad det forhøjede beredskabsniveau mere præcist indebærer:
- Det består blandt andet i, at man kontrollerer den fysiske sikring af vitale bygninger og installationer. Man sikrer, at hegn er intakt, at ens overvågning virker, og at der er regelmæssigt tilsyn. Og at man begrænser adgang mest muligt.
Kristoffer Böttzauw kan ikke sige, hvad der har forårsaget de tre lækager.
- Det er alt for tidligt at sige. Det sætter vi selvfølgelig alt ind på at få undersøgt sammen med de relevante myndigheder, herunder forsvaret og politiet, siger han.
Uden fortilfælde
Skaderne er uden fortilfælde, lyder det i en udtalelse fra selskabet bag Nord Stream 1 og 2-ledningerne, Nord Stream AG, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
"Ødelæggelserne, som skete samtidig på samme dag på tre linjer i offshore-gasledningerne i Nord Stream-systemet, er uden fortilfælde. Det er endnu ikke muligt at estimere, hvor lang tid det tager at genetablere infrastrukturen for transporten af gas," lyder det fra Nord Stream AG.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i Danmark har tirsdag bekræftet, at der er sket to læk på Nord Stream 1-ledningen samt et enkelt læk på Nord Stream 2-ledningen.
Begge gasledninger løber fra Rusland til Tyskland. Alle tre læk er sket i havet ud for Bornholm, men i internationalt farvand. Det ene læk på Nord Stream 1-ledningen er sket i, hvad der kaldes dansk økonomisk zone, mens det andet er sket i svensk økonomisk zone.
Økonomisk zone betyder, at det pågældende land har eksklusiv ret til efterforskning og udnyttelse af naturlige ressourcer på havbunden og i undergrunden samt til enhver anden økonomisk udnyttelse i zonen. Samtidig har er det også de pågældende landes miljøregler, der gælder i en økonomisk zone.
Ingen af de to gasledninger var i drift, men indeholder gas.
Uvisse miljømæssige konsekvenser
Energistyrelsen var tirsdag morgen i gang med at vurdere, hvad de miljømæssige konsekvenser vil være. Men i første omgang lyder vurderingen, at lækagen kun vil påvirke miljøet lokalt, oplyste styrelsen til Ritzau tidligere tirsdag.
Første melding om en lækage kom, umiddelbart efter at der natten til mandag blev observeret et fald i trykket i gasledningen. Trykket faldt ifølge Reuters fra omkring 105 bar til 7 bar.
- På baggrund af miljøkonsekvensvurderingen for Nord Stream 2 er det Energistyrelsens umiddelbare vurdering, at gaslækagen alene vil påvirke miljøet lokalt, hvilket betyder, at det alene er området, hvor gasfanen i vandsøjlen befinder sig, som vil blive påvirket.
- Metangassen slipper derefter ud i atmosfæren og har en klimabelastende effekt. Energistyrelsen er i gang med at vurdere klimaeffekten fra lækagen, lyder det.
Mandag aften blev danske F-16 fly sendt på vingerne for at affotografere området. Her kunne de ifølge Jyllands-Posten konstatere, at havet "boblede" i området.
Nord Stream 2 var stort set klar til at blive taget i brug og var blevet fyldt med 300 millioner kubikmeter gas, da den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, kort før Ruslands invasion af Ukraine i februar meddelte, at man ville droppe brugen af den. Nord Stream 1 har været lukket siden starten af september.
/ritzau/ak
Artiklen er løbende opdateret
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.