
MIDTJYLLAND / FAVRSKOV: Et enigt Regionsråd Midtjylland har på sit møde onsdag fjernet busture for i alt 41,2 mio. kr. for at få budgettet til at hænge sammen. Høje energipriser og lave billetindtægter har nemlig skabt store underskud både i år og næste år.
Det er med vedtagelsen i høj grad lykkedes at bevare transportmuligheder for uddannelsessøgende og pendlere morgen og eftermiddag, mens lavt benyttede busture midt på dagen til gengæld rammes hårdt, skriver regionen i en pressemeddelelse.
I alt berøres 35 busruter. Fire af dem mister helt eller delvist det regionale tilskud. Samtidig overtager regionen finansieringen af to eksisterende ruter for at sikre mulighed for transport af uddannelsessøgende på tværs af kommunegrænser.
- Det er ikke nogen nem opgave at skulle foretage besparelser på et område, der spiller en vigtig rolle i mange menneskers liv. Desværre står vi som samfund i en situation, hvor der ikke er nogen vej uden om tilpasninger. I den sammenhæng glæder jeg mig over, at langt hovedparten af ruterne opretholdes, selv om det mange steder bliver med færre afgange, og at vi i høj grad bevarer muligheden for at komme til og fra job og uddannelse med kollektiv transport i Region Midtjylland, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Utilfredshed i Favrskov
En af de fire ruter, som regionen sparer sit tilskud til, er rute 115, og det bliver bestemt ikke mødt med tilfredshed i Favrskov Kommune. Ruten benyttes nemlig dagligt af mange elever til og fra Favrskov Gymnasium i Hadsten.
- Det er derfor ikke sandt, når Region Midtjylland påstår, at uddannelsesruterne er reddet med de nuværende besparelser, siger borgmester Lars Storgaard (K) på vegne af et enigt byråd.
- Der er tale om en rute, som har meget stor betydning for vores gymnasieelever, og derfor må Region Midtjyllands planer om at nedlægge ruten betragtes som ren kassetænkning, der går ud over eleverne. Det er naturligvis helt uacceptabelt, siger han.
Ifølge Favrskov løber regionen fra en tidligere aftale om, at regionen ikke mere skulle betale for den del af ruten, der krydsede kommunegrænsen til Randers, men fortsat skulle betale for den del af ruten, der står for transport til og fra det lokale gymnasium.
Med vedtagelsen i regionsrådet kommer kommunen nu selv til at betale, hvis ruten skal bevares og fortsat fragte elever til kommunens gymnasium.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.