
- Det er drønærgerligt, siger Morten Mejsen Westergaard, klimachef i Middelfart Kommune. Kommunen var blandt de første i Danmark, der kort efter strukturreformen indgik en samarbejdsaftale med virksomheden Better Place. Aftalen indebar, at kommunen var villig til at gøre gaderum tilgængeligt for opførelsen af ladestationer og hjalp med at kortlægge, hvor ladestanderne bedst lod sig placere. Dog havde kommunen ikke penge direkte involveret i aftalen.
Sidenhen har minimum 35 kommuner – hvilket er nyeste tal dknyt har kunne finde – fulgt trop og indgået aftaler med Better Place om at samarbejde om at realisere den helt store plan, hvilket var at rulle et logistik-net til drift af elbiler ud over hele landet. Men i går offentliggjorde virksomheden sin konkurs. Beslutningen skyldes, at investorerne bag Better Place ikke ønsker at fortsætte finansieringen af selskabet, og dermed har selskabet ikke længere midler nok til at fortsætte driften.
‘Det har hele tiden været en forudsætning, at Better Place Danmark A/S fik adgang til ekstern finansiering i endnu 2-3 år, før selskabet ville kunne stå på egne ben. Der er blevet arbejdet hårdt på at skaffe den nødvendige finansiering helt til sidste minut, men det lykkedes desværre ikke. Vores beslutning om konkursbegæring er derfor det eneste ansvarlige at gøre i den konkrete situation, udtaler Johnny Hansen, administrerende direktør for Better Place Danmark blandt andet i pressemeddelelsen.
Staten på banen
I Middelfart frygter Morten Mejsen Westergaard for Danmarks grønne transportplan.
- Meget af det der er sket i kommunerne i forhold til grøn trafik-planlægning ville ikke være sket uden Better Place. De efterlader os i et vakuum, for hvem har nu det overordnede overblik?, spørger han og peger på, at Martin Lidegaard nu må komme på banen.
Middelfart Kommune har gravetilladelser klar til opsætning af ladestationer fem steder i kommunen, og placeringerne har også været politisk behandlet. Et arbejde der ikke har nogen udsigter længere.
Også hos Enhedslisten på Christiansborg mener man, at konkursen hos Better Place kalder på statslige initiativer.
- Ligesom på andre områder må staten her bidrage til at få gang i udviklingen. Et forslag kunne være, at staten overtager ansvaret for udbygning af infrastrukturen og kræver, at bilproducenterne udvikler fælles standarder for 'påfyldning' af strøm, så der kan opbygges et mere fintmasket net af fyldestationer, siger Henning Hyllested, trafikordfører for Enhedslisten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.