
Danskerne brugte i 2017 flere penge på danskernes kæreste eje – bilerne. Familierne i Allerød, Egedal, Skanderborg, Rebild, Solrød og Lemvig brugte flest penge på nye biler i 2017. I gennemsnit brugte de mere end 10.000 kr. pr. familie. Landsgennemsnittet var 7.000 kr. pr. familie. Det er 4 pct. mere end i 2016 og 22 pct. mere end i 2012.
Familierne i Rudersdal, der købte ny bil i 2017, brugte i gennemsnit 260.000 kr., mens de bilkøbende familier i Brøndby i gennemsnit brugte 192.000 kr. I Rudersdal var det 3,8 pct. af familierne, der købte ny bil, mens det i Brøndby var 2,9 pct. I hele landet brugte de 3,3 pct. af familierne, der købte ny bil i 2017, i gennemsnit 215.000 kr.
Med dette forbrugsmønster, skal bilisterne ikke være overrasket over, at der bliver større og større trængsel på de danske veje. Kærligheden har som bekendt en pris.
Næsten 100.000 familier købte mere end 100.000 biler for ikke mindre end 21 mia. kr. i 2017 - i gennemsnit 210.000 kr./styk eller 215.000 kr. pr. familie. Stykprisen i 4. kvartal 2017 efter afgiftsændringerne var ca. 230.000 kr.
Husholdningerne købte nye biler for 2,3 mia. kr. i februar 2018, og det var 640 mio. kr. eller 38 pct. mere end for et år siden. I perioden marts 2017 - februar 2018 har husholdningerne købt nye biler for 23 mia. kr., hvilket er 2,2 mia. kr. eller 11 pct. mere end i den foregående periode. Erhvervene investerede 1,97 mia. kr. i nye biler i februar, og det var 372 mio. kr. eller 16 pct. mindre end for et år siden.
I december 2017 var der 148.500 modtagere af kontanthjælpsydelser. Det et fald på 8,5 pct. eller 13.900 personer i forhold til december 2016. Trækker man endnu et år fra, var faldet endnu større. Siden december 2015 er antallet af kontanthjælpsmodtagere faldet med 26.600 personer, hvilket svarer til et fald på mere end 15 pct. over to år. Dette kan man passende sætte i forhold til Beskæftigelsesministeriets påståede 600 merbeskæftigede kontanthjælpsmodtagere, der var ramt af kontanthjælpsloftet.
Der var i december 2017 store kommunale forskelle på andelen af unge 16-29-årige, som modtog uddannelseshjælp i december 2017. I Lolland Kommune findes den højeste andel med 9,1 pct., efterfulgt af Odsherred med 8,0 pct. og Langeland med 7,3 pct. I den modsatte ende af skalaen findes Dragør, Frederiksberg og Egedal Kommuner med hhv. 1,1, 1,4 og 1,4 pct. På landsplan modtog 3,5 pct. af befolkningen mellem 16 og 29 år uddannelseshjælp i december. Personer under 30 år modtager uddannelseshjælp i stedet for kontanthjælp, hvis ikke de har en kompetencegivende uddannelse.
Der er samlet set sket et fald i antallet af bygninger i Danmark. Alligevel er der kommet flere bygninger til beboelse. Det samlede fald skyldes, at antallet af erhvervsbygninger er faldet endnu mere.
Antallet af bygninger i Danmark er samlet set faldet med ca. 20.000 bygninger eller ca. 0,4 pct. fra 2016 til 2017. For bygninger til beboelse var der en stigning på 0,4 pct., mens der for bygninger til erhverv var et fald på 0,7 pct. og for øvrige bygninger et fald på 1 pct. For det samlet etageareal har udviklingen på landsplan været omtrent den samme som for antallet af bygninger, idet det samlede bygningsareal var uændret for bygninger til beboelse, et fald på 0,1 pct. for bygninger til erhverv og et fald på 0,2 pct. for øvrige bygninger.
Det er for tiden blevet dyrere at bygge hus. Fra 3.til 4. kvartal 2017 steg de samlede omkostninger ved at opføre en ny bolig med 0,2 pct. Det dækker over, at omkostningerne til materialer er steget moderat med 0,1 pct. samtidig med, at der har været en noget kraftigere stigning i arbejdsomkostningerne på 0,5 pct. Generelt har byggeomkostningerne i 2017 været kendetegnet ved højere arbejdsomkostninger. Den samme omkostningsudvikling ses både ved opførelsen af enfamiliehuse og etagebyggeri, idet omkostningerne til materialer for begge typer byggeri er steget med 0,1 pct., mens arbejdsomkostningerne er steget med 0,5 pct. begge steder.
Trods relativ positiv stemning på boligmarkedet, er prisstigningerne på dette marked tilsyneladende stoppet. Om det er en mere permanent situation, er for tidligt at sige noget kvalificeret om, da antal af solgte boliger er stigende.
Men hvorom alting er, så ser det ud til at prisstigningstaksterne på boliger er løjet af, hvilket bekræftes af, at priserne på enfamiliehuse nu er faldet tre måneder i træk, mens ejerlejlighedspriserne er faldet to måneder i træk. Prisindeksene viser for hele landet, at boligpriserne både den seneste måned fra november til december 2017 og de seneste tre måneder har været stort set uændret. Tal for handelsaktiviteten for enfamiliehuse viser en fremgang på ca. 11 pct. i 2017 i forhold til 2016, mens handelsaktiviteten for ejerlejligheder steg ca. 4 pct.
Det positive boligmarked bliver også afspejlet i antal tvangsauktioner, der er relativ små om end stigende i februar.
Med 231 bekendtgjorte tvangsauktioner i februar 2018 mod 214 måneden før er antallet af tvangsauktioner steget med 8 pct., når der korrigeres for normale sæsonudsving. På trods af stigninger de sidste 2 måneder er antallet af tvangsauktioner fortsat på et lavt niveau. Det samme billede gør sig gældende, når man sammenligner tremånedersperioden december 2017 - februar 2018. Her var det samlede antal tvangsauktioner 643 mod den foregående periode september-november 2017, hvor der var 670 tvangsauktioner, hvilket svarer til et fald på 4 pct.
Preben Etwil, Chefkonsulent i Danmarks Statistik.
Udvalgt og kommenteret for 'egen regning'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.