SOLRØD: Et forslag om at sætte gang i en lokalplan for endnu et biogasanlæg inden for kommunegrænserne kunne ikke uden videre ekspederes i Solrød. To medlemmer af økonomi-, teknik- og miljøudvalget benyttede sig af standsningsretten og begærede sagen i byrådet, da udvalgets flertal ellers var klar til at sætte gang i en lokalplan.
Jonas Ring Madsen (S) og Emil Blücher (LA) kunne ikke støtte administrationens indstilling, som resten af udvalget fulgte. Og Jonas Ring Madsen fik en bemærkning tilføjet udvalgsreferatet:
'Projektet er for stort til en kommune af vores størrelse. I Solrød Kommune løfter vi allerede et betydeligt samfundsansvar for den grønne omstilling med det biogasanlæg, vi har i forvejen. Samtidig er der ingen planer om, at madaffald fra Solrøds borgere skal behandles på anlægget. Der er altså en meget lille nytteværdi for kommunen, samtidig med at området bliver belastet med yderligere tung trafik. Desuden mangler der en afklaring af risikoen for øgede lugtgener, der risikerer at følge med de nye affaldsfraktioner.'
Nu også bioaffald fra køkkener og industri
Anlægget skal kunne håndtere i alt 250.000 ton biomasse pr. år, hvilket ligger på niveau med den årlige mængde biomasse, som det eksisterende biogasanlæg håndterer.
Godt halvdelen af biomassen til det nye anlæg skal være kildesorteret organisk dagrenovation, men også husdyrgødning og bioaffald fra storkøkkener, føde- og agroindustri.
Ansøgningen er kommet fra Bigadan A/S, som også ejer det eksisterende biogasanlæg, og ifølge sagsfremstilingen vil anlægget få betydning for beskæftigelse og grøn omstilling:
- Anlægget kan give beskæftigelse for omkring 15 personer i produktion, transport og service.
- Anlægget bidrager til en drivhusgasreduktion i Solrød Kommune med 29.500 ton årligt.
- Biogassen opgraderes og tilføres naturgasnettet som grøn gas og erstatter dermed brugen af fossilt naturgas både i Solrød Kommune og i nabokommunerne.
- Restproduktet fra anlægget vil bidrage til den grønne omstilling af landbruget ikke mindst de økologiske landbrug.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.