
VEJLE: Vejle Kommune og Vejle Spildevand går snart i gang med et ambitiøst projekt, som skal klimasikre østbykvarteret i Vejle by. Projektet gennemføres i samarbejde med ØsterBo og skal minimere de oversvømmelser, der både truer og jævnligt plager bydelen, samtidig med at projektet skal tilføre bydelen rekreative byrum, oplyser kommunen.
Vejle betyder egentlig vadested, og beliggenheden betyder, at byen alle dage været udsat for oversvømmelser i byens lavtliggende dele. Det vand, der skaber oversvømmelserne, kan både komme fra fjorden, fra baglandets store å-system og fra de højtliggende bydele. Vejle midtby er et af de 10 områder i Danmark, der er udpeget af staten til at være i særlig risiko for at blive oversvømmet.
Men nu går et klimaprojekt i gang, som skal gøre østbykvarteret til en resilient bydel, hvor det udfordrende vand bliver styret samtidig med, at det skaber rekreativ værdi og tryghed for beboerne.
Vejle Kommune og Vejle Spildevand gennemfører det projektet i samarbejde med boligforeningen ØsterBo. Klimaprojektet kommer til at skabe sammenhæng mellem højdedragene nord for jernbanen og Østbykvarteret.
De veje, regnvandet naturligt løber ad fra højdedragene, knyttes sammen med nye rekreative forbindelser for gående og cyklister gennem offentlige, grønne byrum. Vandet bliver med andre ord styret, så det bl.a. kommer til at danne en blå og grøn kile gennem området.
Et af delprojekterne er, at der skal etableres en ny pumpestation, som skal sikre, at hele det lavtliggende byområde kan komme af med store vandmængder i tilfælde af skybrud, ekstremregn og vandstandsstigning i fjorden. Anlægsentreprisen på den nye pumpestation kommer i udbud midt i januar. Arbejdet forventes at gå i gang til marts.
De øvrige anlægsprojekter udbydes samlet i starten af 2018.
Klimaprojektet består af fem delprojekter, hvoraf de første sættes i gang i løbet af 2018. Alle projekter skal være færdige i 2020.
Klimaprojektet er finansieret af Vejle Kommune og Vejle Spildevand, der har afsat i alt 31,2 mio. kr. til realisering af projektet.
Illustrationen viser vandets vej fra højdedragene ned gennem østbykvarteret, og hvordan det skal styres ved hjælp af bl.a. regnvandsbassiner, vandledning, vandkorridor og pumpestation.
.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.