
SØNDERBORG: Sund & Bælt og Vejdirektoratet er i gang med at gennemføre en forundersøgelse af en fast forbindelse mellem Als og Fyn. Og forligskredsen bag vejdelen af Infrastrukturplan 2035 – Fremtidens Veje – har nu sagt ja til at udvide området, hvor de finder sted. Det sker især på grund af hensyn til Natura 2000-områder og geotekniske forhold, oplyser Transportministeriet.
De foreløbige analyseresultater har vist, at der er udfordringer i forhold til såvel Natura 2000-området, geotekniske funderingsforhold og sikkerheden i forhold til sejlads i området.
Kommunikationschef i Sund & Bælts projektudviklingsafdeling, Nicolai Bro Jöhncke, siger til Fyens Stiftstidende:
- Der er nogle udfordringer med det nuværende område. Dels er der nogle Natura 2000-områder spredt rundt om i bæltet, og så er der nogle meget dybe gytjelag (porøse dyndlag, red.) i havbunden, som er lidt svære at fundere i.
Derfor har Sund & Bælt og Vejdirektoratet bedt om, at man udvider forundersøgelsesområdet mod nordvest samt inkluderer en mulig perspektivering af yderligere et område nord for det udvidede område.
Skal besluttes særskilt
Forligskredsen bag aftalen er enige om, at udvide forundersøgelsesområdet, som er en del af aftalen om Infrastrukturplanen 2035. Selve etableringen af en fast forbindelse mellem Als og Fyn er ikke en del af Infrastrukturplan 2035 og vil i givet fald skulle besluttes særskilt.
Borgmester i Sønderborg Erik Lauritzen (S), er glad for udvidelsen af området, der skal undersøges.
- En fast forbindelse mellem Fyn og Als er afgørende for at understøtte Sønderborg Kommunes erhvervsliv og sikre udvikling af hele området. Samtidig vil en fast forbindelse gøre kommunen et endnu mere attraktivt sted at bo og leve og samtidig give endnu bedre vilkår for turismen i kommune. Så jeg er meget tilfreds med, at undersøgelsesområdet, hvor en eventuel fast forbindelse kommer, bliver udvidet, så vi får afklaret alle muligheder i forhold til natur, trafik og andre relevante interesser ved en fast forbindelse mellem Als og Fyn, siger han.
- Jeg synes, det er godt, at det nu er tre muligheder til og fra Als, der skal undersøges og bliver vurderet i en samlet løsning for at sikre en god trafikafvikling, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.