
Miljøstyrelsen har kortlagt fire store havområder i Skagerrak og Nordsøen. Her er fundet sandbanker og stenrev, og der er fundet tegn på muligt nyt boblerev ved Skagerrak og det formentlig største danske område af havbørsteormen Lanice conchilega i den sydlige Nordsø, oplyser styrelsen.
Danmark har 95 marine habitatområder, som bl.a. skal beskytte sandbanker, stenrev og boblerev, hvor boblerev er en sjælden og sårbar naturtype. Habitatområderne er udpeget på grundlag af EU's Habitatdirektiv, og medlemslandene er forpligtede til at kortlægge deres områder.
Miljøstyrelsen og Fiskeristyrelsen har finansieret projektet 'Kortlægning af Natura 2000-områder – marin habitat kortlægning i Skagerrak og Nordsøen 2017-2018', og nu ligger rapporten klar.
De fire Natura 2000 områder i Skagerrak og Nordsøen dækker 5300 kvadratkilometer, og det er første gang, at Danmark kortlægger netop disse områder. Det er usikkert, hvor store områder de forskellige habitattyper i en række Natura 2000-områder dækker, og der er derfor behov for mere detaljeret viden i forbindelse med forvaltningen af disse områder.
Kortlægningen er lavet i efteråret 2017 og foråret 2018 og har koncentreret sig om naturtyperne: sandbanker, rev og boblerev. Kortlægningen er sket både geofysisk og biologisk af havbunden.
Ekkolod og sonar
Geofysisk kortlægning er foretaget ved 4190 km sejllinjer, hvor der er målt havbundsdybde og de overfladenære sedimentlag er akustisk kortlagt med sediment-ekkolod og sidescan sonar. Biologisk kortlægning er bl.a. foretaget via visuel inspektion af havbunden, der er optaget video-sekvenser med et kamera, der var monteret på et fjernstyret fartøj på 164 lokaliteter og indsamlet 420 prøver af havbunden med en såkaldt kernebundhenter (HAPS) på 10 steder.
De fire habitatområder er i EU udpeget for sandbanker, og der er også fundet sandbanker i alle områderne. Der er desuden i tre af områderne fundet stenrev, som har et større plante og dyreliv end sandbankerne.
Kortlægningen har vist tegn på nye fund i bl.a. Skagerrak – det dybeste område i hele Danmark. Her er der tale om en potentiel ny type boblerev - pockmarks. Boblerev er en revtype og naturtype, som bobler af metangas. Revene domineres som regel af undersøiske sandstensformationer så hård som cement. De aktuelle boblerev er fundet i usædvanlige forekomster af fordybninger i havbunden, hvor nogle af dem er op til en halv kilometer lange.
Et andet fund drejer sig om havbørsteormen Lanice i det sydlige område af Nordsøen. Her er den formodentlige største forekomst af havbørsteorme i Danmark fundet. Lanice er speciel ved, at denne havbørsteorm danner hårde rør, som ved høje tætheder kan danne revlignede strukturer. Der er dog ikke fundet revlignende strukturer ved denne kortlægning.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.