dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Carsten Hansen og Frank Erichsen fanget før debatten med kringle i hænderne og munden. Foto: Thea Storm Pedersen

Bonderøven: Jeg er ikke alternativet til dansk landbrug

FOLKEMØDE Landbrugsundervisningen bør være en del af pensum i folkeskolen, mener Frank Erichsen, kendt som Bonderøven i tv
14. JUN 2013 12.51

BORNHOLM: Der har været for meget rådden banan og for lidt fokus på potentialer, når talen er faldet på det, der i offentligheden ofte omtales som Udkantsdanmark. Men den diskurs er nu i gang med at blive ændret, så vi ikke længere taler så negativt om landområderne, fortalte minister for by, bolig og landdistrikter på Folkemødets anden dag.

- Den dårlige omtale er faldet til det halve, så det er i høj grad lykkedes at ændre tonen i debatten, sagde Carsten Hansen (S), som havde inviteret Frank Erichsen, kendt fra tv som Bonderøven, til debat om fremtiden - og mulighederne på landet og sammenhængen mellem by og landdistrikter med udgangspunkt i fødevarer.
- Fødevareproduktionen er helt essentiel som det bindeled, der er mellem land og by - og den fødevareproduktion, der sker på landet, skulle gerne bindes endnu tættere på dem, der skal aftage fødevarerne, sagde Frank Erichsen, som også er medlem af ministerens visionsgruppe for landdistrikterne.
Det vigtigste er, ifølge ham, at også byfolk får en forståelse af, hvor fødevarerne kommer fra.
- Vi har i høj grad mistet den naturlige kobling til landbruget, som vi havde for bare få generationer tilbage. Derfor burde landbrugsundervisningen være en del af folkeskoleundervisningen, sagde Frank Erichsen.

Sagen i egen hånd
Folket var talstærkt repræsenteret for at se Danmarks mest berømte bonderøv live, og debatten blev suppleret af både barnegråd, latterbrøl og klapsalver, mens Frank Erichsen med smittende begejstring delte ud af sit syn på landbrugets fremtid.
- Det her handler ikke om, at vi skal slagte alle de store landbrug, men jeg mener, at der er meget mere plads til mindre producenter også, hvor der også skal være plads til en forædling af produkterne på stedet, sagde Frank Erichsen
- Personligt er jeg ikke et eksempel på et alternativ til dansk landbrug. Slet ikke. Jeg er bare en ekstremt kritisk forbruger, som ikke kan blive tilfreds med det, jeg finder på hylderne og derfor har jeg taget sagen i egen hånd, sagde Frank Erichsen.
Et af visionsgruppens tankeeksperimenter gik ud på at man udvalgte en håndfuld små, lokale fødevareproducenter, som kunne indgå et konkret samarbejde med et boligbyggeri i en af områdets større byer, så man med købet af en lejlighed, samtidig købte retten til at købe fødevarer til en fornuftig pris fra de udvalgte producenter.
- På den måde kunne producenterne også være sikret en vis form for afsætning, hvis de ved, hvor mange gulerødder, de kan forvente at sælge, sagde Frank Erichsen og fortsatte:
- Det mest fantastiske, hvis man tænker det til ende, ville være, hvis affaldsproduktet kunne vandre tilbage fra byen til landet. For lige nu er der et enormt gab mellem by og land i forhold til at håndtere affaldsprodukterne, der kommer som en konsekvens af fødevarer.
Debattens sidste minutter blev akkompagneret af den socialdemokratiske slagsang Danmark for folket som rungede ud over hele Cirkuspladsen fra hovedscenen, og Frank Ericksen brugte sin sidste taletid til at opfordre tilhørerne til, at tænke sig om en ekstra gang, når de lægger varer i indkøbskurven.
- Det ligger så dybt i os at spare og se efter de gule mærkater, så det er er ikke noget, vi kan ændre over natten. Men 120 kroner om året. Det er forskellen på at købe en udenlandsk mælk eller en dansk, økologisk mælk. Det burde kunne lade sig gøre.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/bonderoeven-jeg-er-ikke-alternativet-til-dansk-landbrug

GDPR