dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Borgerklimaråd: Sæt busbilletprisen ned og sørg også for flere afgange

Borgerklimaråd i Odense kommer med 11 anbefalinger til ny trafikplan til byrådet.

ODENSE: Sæt billetprisen ned eller gør det helt gratis at køre med den kollektive trafik og sørg også for flere afgange. Lav brede cykelstier i hele byen med god plads til ladcykler og løbehjul. Og få nogle af bilerne ud af bymidten.

Sådan lyder nogle af de 11 anbefalinger, som Odense Klimaråd har fremlagt for politikerne i Odense Byråd som en del af arbejdet med en ny og grøn mobilitetsplan. Formålet er at gøre busser, letbane, cykel og gang til de mest attraktive transportvalg i hverdagen. 

Anbefalingerne kommer efter en række møder i borgerklimarådet, hvor 100 repræsentativt udvalgte odenseanere med udgangspunkt i deres egne vaner er blevet bedt om at finde svar på, hvordan en god hverdag med grønne transportvaner ser ud i Odense.

Direktør for Kold College og forkvinde for Odense Borgerklimaråd, Gitte Bargholt, glæder sig på borgernes vegne over nu at aflevere anbefalingerne til byrådet.

- Politikerne får et indblik i, hvad den almindelige borger kan og vil bidrage med i forhold til at transportere sig grønnere. Og nu da politikerne har sat det direkte demokrati i spil, er vi glade for at stå ansigt til ansigt med dem. Den grønne mobilitet og et grønnere Odense kræver et stærkt samarbejde - borgerne er klar, men er politikerne det også, lyder det i en pressemeddelelse.

Frem mod sommerferien skal partierne i Odense Byråd forhandle om en ny og klimavenlig trafikplan, der skal bidrage til at nå det ambitiøse mål om, at Odense senest i 2030 skal være klimaneutral.

Den grønne plan for trafikken i Odense skal give en CO2-reduktion på 107.000 tons om året fra 2030 - det svarer til knap halvdelen af den forventede udledning fra trafikområdet. Mobilitetsplanen skal samtidig sikre, at Odense fortsat er en attraktiv og levende storby.

Odense Borgerklimaråds 11 anbefalinger til Odense Byråd

Byens indretning

1. Gør bymidten delvis bilfri med gode muligheder for grøn transport
2. Sæt fokus på byudvikling i yderområderne gennem lokale borgermøder
3. Indsæt shuttlebusser fra yderområdernes "centrum" ind til midtbyen

Forhold for cyklister
4. Lav gode, brede cykelstier i hele byen
5. Tag højde for nye brugere på cykelstien: elcykler, ladcykler, løbehjul mv.
6. Skab mere tryghed for de små cyklister
7. Styrk fortællingen om Odense som cykelby

Kollektiv transport
8. Skab bedre sammenhæng og flere afgange i den kollektive trafik
9. Gør den kollektive transport billig eller gratis for passagererne

Billetsystemer og køreplaner
10. Lav et online-univers med overblik over al kollektiv trafik i Odense
11. Gør betaling i den kollektive transport nemmere

mag

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.