BRØNDERSLEV: Med indvielsen af Brønderslev Forsynings nye energianlæg, er visionen om at opnå en konkurrencedygtig standard for vedvarende energiproduktion blevet en realitet, lyder det fra forsyningsselskabet.
Anlægget, som har kostet omkring 330 mio. kr., er nu klar til at producere bæredygtig varme og strøm ved hjælp af et højteknologisk solenergisystem udviklet af Aalborg CSP A/S.
Omlægningen fra traditionelle energikilder som naturgas til mere grøn energi er et naturligt skridt for det danske fjernvarmemarked, hvor de fleste anlæg normalt skifter til solenergi eller biomasse. Men i Brønderslev har man valgt en langt mere innovativ energiløsning, som – via kombination af flere teknologier – nu producerer både varme og strøm.
Den valgte løsning i Brønderslev er det første kraftvarmeanlæg i verden, der kombinerer koncentreret solenergi med en biomassekedel som omsætter energien til både el og fjernvarme.
Brønderslev Forsyning satser på højere effektivitet, lavere energipriser og en langtidssikret og ren energiløsning, hvor man ikke længere er afhængig af de skiftende priser på traditionelle brændstoffer. Løsningen bidrager desuden til, at byen reducerer sin udledning af CO2 med mere end 25.000 tons.
Solvarmeanlægget kan veksle mellem at levere kombineret elektricitet og fjernvarme eller udelukkende levere fjernvarme. Når solen virkelig får lov at bage i sommerhalvåret, ligger solvarmeanlæggets ydelse på 16,6 megawatt.
Udviklingen af anlægget i Brønderslev er støttet af EUDP, Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.