
Der kommer mere skov i Danmark. Naturstyrelsen er i gang med at omdanne tidligere landbrugsarealer til nye skove i blandt andet Oksbøl Skov i Sønderjylland, Himmerig Skov i Østjylland og Nordmandsskoven på Sjælland.
I alt blev der sidste år plantet 211 hektar ny statsskov fordelt på otte steder i Danmark. Det svarer cirka til én million træer. Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen vil gerne have, at det tal skal være endnu højere fremover. Derfor har ministeren sat gang i en kortlægning af, hvor der mangler nye, bynære skove.
- Nye skove beskytter både drikkevand og trækker vores klimaregnskab i den rigtige retning. Samtidig gør det en kæmpe forskel i hverdagen for dig og mig, at der ikke er langt til grønne grene og fuglefløjt. Derfor skal vi have flere nye skove tæt på byerne, så vi rykker naturen tættere på danskerne, siger Ellemann-Jensen (V).
Kortlægningen skal udføres af Københavns Universitet og skal være færdig senere i år.
Fem kvadratmeter ny skov per dansker
De seneste ti år er der etableret 3.000 hektar nye statslige skove i hele landet tæt på byerne. Det svarer til over 37.000 parcelhusgrunde eller omkring fem kvadratmeter ny bynær skov per dansker. De nye skove bliver etableret i samarbejde med kommuner og lokale forsyningsselskaber, der finansierer mellem 50 og 100 pct. af udgifterne til jordkøbet til de nye skove.
Analysen skal danne grundlag for nye samarbejder. Samtidig skal Naturstyrelsen undersøge mulighederne for at udvide nogle af de nye skove, der allerede er plantet, i samarbejde med f.eks. kommuner og forsyningsselskaber.
Naturstyrelsen har i dag omkring 25 aktive skovrejsningsprojekter i samarbejde med forskellige kommuner og forsyningsselskaber fordelt over hele landet.
Her er der plantet skov i 2018
- 74 hektar i Oksbøl skov på Als.
- 9 hektar i Slotved Skov ved Sindal
- 50 hektar i Bjerre Skov ved Ribe
- 37 hektar i Himmerig Skov ved Hinnerup
- 13 hektar i Greve Skov
- 14,5 hektar i Nordmandsskoven ved Skibby
- 8,5 hektar i Aars Skov
- 5,5 hektar i Nørager Skov
Fakta: Statslig skovrejsning
I 2018 blev der plantet skov på 211 hektar fordelt på otte steder i Danmark. Det svarer cirka til én milliontræer. I skovene indgår også åbne områder som f.eks. bliver til enge og søer, samt områder der får lov at springe i skov af sig selv.
I de seneste knap 30 år er der i gennemsnit plantet mere end 600.000 træer årligt i statslige skovrejsninger, og der kommer hvert år mere ny skov til.
Alene de seneste 10 år er der etableret 3.000 hektar nye statslige skovlandskaber, hvilket svarer til omkring fem kvadratmeter ny skov per dansker.
De nye statslige skove bliver etableret i samarbejde med lokale kommuner og forsyningsselskaber, som bidrager med mellem 50 og 100 pct. af udgiften til køb af arealer.
Skove lagrer kulstof i stammer, grene og rødder og opsuger mere CO2 end de afgiver, når de er under opbygning og i vækst.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.