Hårdere straffe, øget kontrol og et opholdsforbud i op til 10 år for rockere og bandemedlemmer i bestemte områder. Det er nogle af de centrale punkter i en ny bandepakke. Den faldt fredag eftermiddag på plads efter forhandlinger mellem regeringen, S og DF.
Flere af forslagene i pakken har på forhånd vakt opsigt. Blandt andet at rockere og bandemedlemmer ud over en fængselsstraf også kan få forbud mod at opholde sig i det område, hvor de har begået kriminalitet. Den type forbud kan gælde i op til ti år.
Kritikerne mener, at det kan få store konsekvenser for den enkelte, som måske har familie i området. Den bekymring preller dog af på justitsminister Søren Pape Poulsen (K):
- Vi har at gøre med rå, kompromisløse kriminelle. Det er ikke folk, der stjæler en slikkepind nede i brugsen. Det er folk, der gør almindelige danskere utrygge. Det er på tide, at de nu får kærligheden at føle på den gode måde, siger justitsministeren, der understreger, at aftalepartierne har valgt at gå 'så langt, som man overhovedet kan' inden for de internationale konventioner.
Det sidste udestående i forhandlingerne var finansieringen, der er på 90 millioner kroner årligt. Pengene tages fra rammen til byfornyelse, reserven til politiets internationale beredskab og en stramning af optjeningsprincippet for børne- og ungeydelser.
Her er nogle af punkterne i den nye bandepakke.
* Fokusområde 1: Tryghed og sikkerhed for borgerne
- Straffen for lovovertrædelser, hvor der er brugt skydevåben eller eksplosivstoffer på offentligt tilgængelige steder, skal kunne forhøjes med indtil det halve.
- Personer, som er dømt for banderelateret kriminalitet, skal kunne idømmes forbud mod at opholde sig i bestemte områder.
- Straffen for overtrædelse af politiets forbud – udstedt i medfør af rockerloven – mod at opholde sig i en bestemt ejendom fordobles til normalt mindst 60 dages fængsel.
- Sikkerheden i skytteforeninger skærpes, så alle medlemmer med adgang til skydevåben skal være såkaldt vandelsgodkendt. Det vil sige, at man ikke er eksempelvis straffet for vold eller overtrædelser af våbenloven.
* Fokusområde 2: Rockere og bandemedlemmer skal væk fra gaderne
- Personer, der er dømt efter bandebestemmelsen, skal ikke kunne prøveløslades, medmindre de deltager i exitforløb.
- Personer, der deltager i det nationale exitprogram, skal kunne indlevere deres våben uden at blive straffet for ulovlig våbenbesiddelse.
- Ledende bandemedlemmer skal så vidt muligt afsone adskilt fra andre medlemmer af den samme gruppering.
* Fokusområde 3: Pres på rockerne og banderne
- Politiets operative efterforskningsenheder styrkes med specialiseret operativ analysekapacitet svarende til 25 årsværk.
- Muligheden undersøges for at sætte ind mod rockeres og bandemedlemmers leasing af statussymboler som eksempelvis luksusbiler.
- Der nedsættes en arbejdsgruppe, der med inspiration fra Al Capone-metoden skal se på mulige tiltag, som kan forhindre rockeres og bandemedlemmers misbrug af offentlige ydelser.
Kilder: Justitsministeriet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.