KØBENHAVN: Efter at være blevet udskudt flere gange og flere år skulle Kulturcenter Kildevæld på Østerbro have åbnet denne sensommer. Men få uger før åbningen af det nye kulturcenter, fandt Københavns Kommune ved et byggetjek ud af, at den nye konstruktion var smækfyldt med alvorlige byggefejl, der vil føre til fugt og skimmelsvamp.
Nu står byggeprojektet over for en omfattende renovering og måske endda ombygning – en manøvre, der vil tage mindst halvandet år, skriver TV 2 Lorry.
- Det er et decideret skandaleprojekt. En skandale af dimensioner. Det er helt ufatteligt, at man kan nå så langt i processen, før man opdager de fejl, siger Allan Marouf, der er formand for Østerbro Lokaludvalg, til TV 2 Lorry.
Han var selv med til at kickstarte projektet for mere end ni år siden. Da visionen om Kulturcenter Kildevæld som en tilbygning til skolen af samme navn på Østerbro blev undfanget, og pengene afsat, var det planen, at den nye bygning skulle stå klar i 2016.
Men tidsplanen for kulturcenteret med bibliotek, gymnastiksal, værksteder, café og et 'klimarum' begyndte hurtigt at skride, og en ny åbningsdato blev i stedet sat til oktober 2017. Det blev siden revideret til september 2018.
Og senest lød meldingen så, at kulturcentret ville stå klart, så østerbroborgerne langt om længe kunne tage det i brug denne sommer – en melding der kort tid efter blev revideret til efteråret 2019, kunne man læse i Østerbro Avis.
I januar i år holdt overborgmester Frank Jensen, (S), tale til rejsegilde på bygningen, hvor han til håndværkere og entreprenører sagde, at det var 'opmuntrende at se, hvor langt I er kommet'.
Men kort før åbningen blev forvaltningen orienteret om, at en indvielse på ingen måde kunne komme på tale. Det fremgår af dokumenter, TV 2 Lorry har fået aktindsigt i.
Ved gennemsyn af bygningen i slutningen af maj måned og begyndelsen af juni fandt forvaltningen graverende byggefejl, herunder skimmelsvamp og en utæt bygning.
Den 19. juni – altså godt og vel to måneder inden den officielle indvielsesceremoni – blev Kultur- og Fritidsudvalgets medlemmer af forvaltningen informeret om forsinkelsen. Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (ALT), blev informeret samtidig med resten af udvalget om de alvorlige byggefejl.
I et skriftligt svar til TV 2 Lorry siger borgmesteren, at hun ærgrer sig 'virkelig meget' over det udskudte projekt, for 'der er i den grad brug for et kulturcenter på Ydre Østerbro'. Derfor vil hun og forvaltningen prioritere at få åbnet kulturcenteret hurtigst muligt.
Kommunen kører syn og skøn-sag
Byggesagen har fået Socialdemokratiets Jonas Bjørn til at rette henvendelse til Kultur- og Fritidsforvaltningen og bede om redegørelse for, hvordan det kunne gå så vidt.
- Det er en skandale, det her. Jeg synes faktisk, man er i sin gode ret til at være utilfreds som østerbroborger, for vi kan ikke leve med det her. Det er pinligt for kommunen, det er pinligt for politikerne. Og det er især børnefamilierne, det går ud over, siger Jonas Bjørn (S), medlem af kultur- og fritidsudvalget, til TV 2 Lorry.
Københavns Kommune skal nu køre en såkaldt syn og skøn-sag, der skal klarlægge, hvordan fejlene kan udbedres, samt hvem der er ansvarlig for fejlene. Ifølge sekretariatet for byudvikling i Københavns Kommune burde der være en afklaring på syn og skøn-sagen inden for seks måneder.
- Det betyder også, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at svare på, i hvilket omfang bygningen skal renoveres, skriver sekretariatet i et skiftligt notat sendt til TV 2 Lorry.
- På nuværende tidspunkt foregår der en hasteregistrering af byggeriet ved voldgiftsinstituttet, hvor der sker en grundig registrering og besigtigelse af byggeriet. Det endelige omfang af omkostningerne står først klart, når de tekniske undersøgelser samt placering af ansvar mellem parterne foreligger, oplyser sekretariatet.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.