NORDDJURS: Der er noget med Norddjurs Byråd og forkerte navne. Socialdemokraternes byrådsgruppe, der netop er blevet udvidet med et medlem som slet ikke skulle have siddet i byrådet, kom ved et byrådsmøde i november til at indkalde den forkerte stedfortræder.
Valdemar Haumand hedder han, men han er kun andensuppleant. Førstesuppleanten hedder Søren Mogensen, men ham overså partiet i skyndingen.
Resultatet er, at en offentlighedsfase er sat i bero, et borgermøde er aflyst og en høringsfase afsluttet i utide, alt sammen fordi en beslutning som byrådet traf i november er ugyldig på grund af den forkerte deltager i byrådsmødet.
For at rette op på miseren skal sagen behandles på ny på et nyt byrådsmøde i næste uge, og en ny høringsfase sættes i værk med udløb 6. april i stedet for 16. februar som det oprindelig var fastsat.
Selve sagen er heller ikke nem
Sagen det handler om, gælder placering af seks 150 meter høje vindmøller, og stedfortræder-kikset er ikke den eneste udfordring.
Byrådsbeslutningen i november var nemlig ikke den første i sagen. Den blev sendt i høring første gang i 2012, men efterfølgende blev flere af de deltagende byrådsmedlemmer erklæret inhabile og byrådsbeslutningen annulleret.
Da sagen gik om, var fire byrådsmedlemmer dømt ude som inhabile, og det var netop på grund af en socialdemokrats inhabilitet, partiet ønskede en stedfortræder indkaldt. De tre andre inhabile er et byrådsmedlem fra Liberal Alliance og begge Borgerlisten Norddjurs' byrådsmedlemmer.
Disse tre var der ikke indkaldt stedfortrædere for, og derfor endte afstemningen i november med 14 for og 10 imod i det 27 medlemmer store byråd. På ja-siden stemte Socialdemokraterne samlet, men siden har byrådsmedlem Pia Bjerregaard (S) ifølge Århus Stiftstidende meldt fra under indtryk af massive borgerprotester.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.