SVENDBORG: Tre ugers trakasserier om byrådsmedlem Jens Munks (DF) ageren i bestyrelsen i det fælleskommunale Nature Energy, hvor han har sæde på vegne af Svendborg Kommune, fusede ud i ingenting, da Svendborg Byråd tirsdag skule behandle sagen på et lukket møde.
Nature Energy havde bedt kommunen stille med en anden til bestyrelsen, efter at Jens Munk havde lækket fortroligt materiale om et delvist frasalg, men sagen er nu slut med, at et byrådsflertal lader ham beholde posten. Prisen var, at han både anerkendte og beklagede brud på tavshedspligten og lovede at 'udvise størst mulig agtpågivenhed' for ikke at gøre det igen.
'Svendborg Byråd står ledelsesløst tilbage', lyder kritikken af borgmester Lars Erik Hornemann (V) fra hans rival, Socialdemokraternes gruppeformand og spidskandidat ved KV17 Bo Hansen. Han kalder på Facebook Jens Munks undskyldning en 'ny kanin op af hatten' fra borgmesterens side.
Lars Erik Hornemann havde ved sagens opkomst opfordret Jens Munk til at vige pladsen, og da han afslog, blev det overladt til byrådet at stemme ham ud. Først 'to minutter inden byrådsmødet' kom det ifølge DF-gruppeformand Dorte Ullemose på tale at åbne for, at en beklagelse fra Jens Munk kunne løse problemet.
Borgmesterens udlægning er modsat, at han gerne havde set, at 'Jens Munk allerede fra starten havde været imødekommende i forhold til en erkendelse af, at han havde overtrådt nogle spilleregler for, hvordan man agerer professionelt i en bestyrelse', men at det 'ikke just (er) det, vi har oplevet', siger han til Fyns Amts Avis.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.