Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) bliver nu udsat for ny kritik fra regeringens støtteparti og flere andre partier i Folketinget.
Oven på en debat om tilstanden i det danske grundvand i foråret lovede Esben Lunde Larsen Folketinget en fuldstændig uvildig rapport udført 'uafhængigt af ministeriet'. Det skriver Politiken.
Sagen handler om det danske grundvand. I begyndelsen af året opstod der en heftig debat om mængden af nitrat i drikkevandet og indberetningen af data til EU-Kommissionen. I landbrugskredse blev sagen stemplet ’grundvandssagen’, og det skortede ikke på kritik af de danske myndigheder, som blev beskyldt for at indberette forkerte data om nitratindholdet i vandet.
Derfor indvilgede regeringen i at igangsætte en ekstern kulegravning af sagen, som mundede ud i en Cowi-rapport. Den konkluderede i sidste måned, at de danske indberetninger af nitrat til EU er foregået helt efter bogen.
Inden da havde miljø- og fødevareministeren på et samråd i Folketinget 23. marts lovet, at udredningen ville foregå helt uafhængigt af ministeriet.
Dokumenter fra kommunikationen mellem konsulentfirmaet Cowi og Miljø- og Fødevareministeriet viser, at ministeriet har været tæt involveret under det meste af forløbet.
Af projektbeskrivelsen fremgår det, at både ministeriet og Cowi skulle deltage i en fælles styregruppe, men der er også blevet afholdt mere detaljeorienterede ugentlige arbejdsgruppemøder med deltagelse af ministeriet og Cowi, hvor afdelingschef Christian Vind fra Miljø- og Fødevareministeriet var mødeleder.
Miljø- og Fødevareministeriet er kommet med mere end 30 skriftlige kommentarer til Cowi’s første version af rapporten, hvoraf flere ting er blevet rettet til, inden den blev sendt ud til ekstern kommentering hos landbruget og de grønne organisationer.
Redegørelse udbedes
Men flere partier stiller nu spørgsmål til kontakten mellem ministeriet og konsulenthuset Cowi i forbindelse med udarbejdelsen af rapporten.
Dansk Folkepartis miljøordfører, Pia Adelsteen, der også er formand for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, mener, at ministeriet ud fra de forelagte oplysninger har været for tæt involveret i konsulentfirmaet Cowi’s arbejde med rapporten, set i lyset af at Esben Lunde Larsen lovede en helt uvildig undersøgelse på et samråd i Folketinget i marts.
- Det er problematisk, synes jeg. Nu må jeg bede ministeren om at redegøre for forløbet, siger Pia Adelsteen til Politiken.
Også Socialdemokratiet ønsker en redegørelse for sagens forløb.
- Det er en torpedo mod Folketingets forhold til regeringen, at der endnu en gang sættes spørgsmålstegn ved, om regeringen har sagt ét til Folketingets medlemmer, men gjort det stik modsatte ovre i ministeriet, siger fødevareordfører Simon Kollerup (S) til Politiken.
Cowi og Miljø- og Fødevareministeriet afviser utidig indblanding.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.