
Selv om vi i egen selvforståelse er med helt fremme i det grønne førerfelt, har Danmark stadig massive udfordringer på miljøområdet. Det fastslår EU's Miljøagentur tirsdag i en ny rapport, der kortlægger udviklingen i 39 lande i Europa.
Trods lyspunkter er en stor del af Danmarks natur stadig i dårlig stand, vi er langt fra EU's mål for rent vand på grund af kvælstof og sprøjtegifte, og danskernes træk på naturens rigdomme er blandt de højeste i verden.
Ligeledes er vores økologiske fodaftryk - altså sliddet på natur og miljø - blandt de tungeste på kloden, selv om vores belastning er gået en anelse ned. Danskerne er eksempelvis tæt på at være europamestre i at producere husholdningsaffald med 1,8 ton om året pr. indbygger.
Især vand og luft
EU-rapporten, der udgives hvert femte år, er en uafhængig analyse, som skal skabe klarhed og perspektiver for politikere, interessegrupper og borgere, understreger Miljøagenturet.
Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) medgiver da også, at der er nok at tage fat på.
- Der er god grund til stadig at holde snuden i sporet og have ambitiøse målsætninger for Europa. Rapporten siger jo blandt andet, at vi skal blive bedre til at beskytte vores vandmiljø og vores biologiske mangfoldighed og bedre i forhold til luft og vores brug af naturressourcer. Det er netop nogle af de overordnede områder, jeg har fokus på, siger hun til Ritzau.
Kirsten Brosbøl glæder sig over, at det ifølge miljøagenturet faktisk kan ses, at miljøpolitikken virker, når man gør en indsats - for eksempel for at begrænse kvælstof, sprøjtegift og andre miljøfremmede stoffer i overfladevand og grundvand.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.