
Et nyt samarbejde mellem 11 europæiske lande skal styrke planlægningen af havvind gennem en fælles digital løsning, der samler og deler marine data. Danmark er med i front, og både Danmarks Miljøportal og Aalborg Universitet er centrale partnere i projektet SUSTAINOW, som er støttet af EU.
Projektet skal sikre bedre miljøhensyn og samfundsmæssige vurderinger i havvindprojekter og tage fat på en af de største udfordringer i udbygningen af havvind: fragmenterede og svært tilgængelige miljødata. Med en ny open-access dataplatform og digitale værktøjer vil aktører lettere kunne finde egnede placeringer og tage hensyn til både natur og samfundsinteresser.
- Havet respekterer ikke landegrænser, og derfor har vi brug for en fælles dataramme, hvor aktører kan planlægge havvind ud fra samme grundlag – uanset hvilket land de kommer fra, siger Nils Høgsted, der er sekretariatsleder i Danmarks Miljøportal, i en pressemeddelelse.
Dataplatformen bliver først testet i Nordsøen, men ambitionen er at udvide løsningen til Østersøen og Atlanterhavet. Projektet samler universiteter, virksomheder og myndigheder og arbejder også med at etablere fælles standarder og modeller for international drift og finansiering.
Vestas deltager i projektet som partner og fremhæver muligheden for at mindske usikkerhed i projekterne.
- SUSTAINOW tager fat på nogle af de faktorer, der vedrører, hvordan en vindmøllepark påvirker omgivelserne – f.eks. dyreliv, fiskeriinteresser og lokal modstand. Det er data og indsigter, som ofte er svære at få adgang til i planlægningsfasen. Med SUSTAINOW håber vi at få et mere samlet overblik og bedre grundlag for at træffe de rigtige beslutninger tidligt i processen, siger Hans Ejsing Jørgensen, der er Senior Specialist hos Vestas.
Den første prototype ventes klar i 2027, med test og validering i 2028.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.