
Torsdag ser ud til at byde på mere roligt vejr, end det som onsdag kastede af sig. Det oplyser vagthavende ved DMI Hans Peter Wandler.
Onsdag var der varslet snestorm i den nordlige dele af landet, hvilket viste sig at holde stik. Andre steder var der varslet kraftig regn, som der også endte med at komme rigeligt af.
- Torsdag bliver i løbet af dagen mere rolig. Når de fleste danskere står op ved en 6-7-tiden, vil det stadig sne, og der vil være lidt snestorm over de østlige egne, siger Hans Peter Wandler.
Mens der torsdag dog ikke er risiko for decideret snestorm, er der i stedet risiko for snefygning. Det oplyser en anden vagthavende meteorolog ved DMI, Klaus Larsen.
- Der falder stadig sne - men ikke ti centimeters sne, som definerer snestorm. Der ligger til gengæld stadig en masse løs sne, og der er vind, så den sne kan blæse rundt. Derfor er der risiko for snefygning.
Mest sne i syd
Sneen vil primært falde i den sydøstlige del af landet, oplyser han. Men der kan også komme lidt sne i Nordjylland, på Fyn og i Østjylland.
- Men i løbet af dagen aftager det og bliver til mere lokale snebyger med plads til lidt sol.
Der er fortsat risiko for sne- og isglatte veje i det meste af landet, oplyser DMI. Derfor skal man stadig være særligt opmærksom, hvis man begiver sig ud i trafikken.
Snestormen har fanget mange danskere i deres biler. På motorvej E45 omkring og nord for Aarhus har nogle bilister siddet fast i omkring 19 timer, før en 30 km lang kø torsdag morgen var i færd med at blive afviklet. På Øresund har 900 passagerer sovet på Oslo-færgen, som ikke kunne i land før torsdag morgen.
Fraråder unødig udkørsel
Flere politikredse fraråder torsdag morgen fortsat unødig udkørsel i enten hele kredsen eller i forskellige kommuner.
Nordjyllands Politi fraråder al unødig udkørsel, og det samme gør Østjyllands Politi. I Østjylland gælder meldingen i hele politikredsen frem til torsdag klokken 14.00.
Sydøstjyllands Politi fraråder unødig kørsel i kommunerne Skanderborg, Horsens, Hedensted og Vejle. Det gælder frem til klokken 14.00.
For politikredsen i Nordsjælland gælder advarslen mod udkørsel for kommunerne Gribskov, Halsnæs, Frederikssund og Egedal.
Bornholms Politi skriver på X, at trafikselskabet BAT har indstillet al skolebuskørsel på hele øen.
/ritzau/
Opdateret 7.05 med politiet, der fraråder unødvendig udkørsel.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.