De danske farvande har nogle af de bedste forhold for vindenergi, og det skal udnyttes. Derfor har energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) besluttet at reservere store dele af de danske farvande til statslige udbud af havvind.
Det sker for at holde private aktører væk, som på det seneste har vist meget stor interesse for at lave forundersøgelser til meget store havvindmølleprojekter.
- Inden vi forærer nogle af verdens bedste vindressourcer væk, vil jeg sikre mig, at vi har overblik over, hvordan ressourcerne kommer fællesskabet til gode, siger Lars Christian Lilleholt.
- Vi tager det her skridt for at sikre, at pengene fra den store ressource i de danske farvande tilfalder danskerne, tilføjer han.
Først reservation så screening
Adspurgt, hvorfor regeringen så først tager skridtet nu, svarer ministeren, at det skyldes, at vindpriserne i øjeblikket er nået ned på et meget lavt niveau. Derudover slår ministeren fast, at det er god, liberal politik, at staten reserverer de mange områder.
- Det er god Venstre-politik at sikre, at det er danskerne, der ejer vindressourcerne omkring Danmark. Derfor er der god fornuft i, at pengene kommer det danske samfund til gode, siger han.
Faktisk mener han, at vindressourcerne ud for de danske kyster kan betragtes som fremtidens nordsøolie. Områder, som er blevet reserveret, omfatter store dele af de danske farvande i Nordsøen og Kattegat.
De danske farvande er blandt de bedste i hele Europa i forhold til vindenergi, fordi det blæser meget, og der er lavvandet. Samlet giver det optimale betingelser for vindmølleparker.
Men bare fordi de store områder er reserveret, behøver det nødvendigvis ikke at betyde, at der også kommer vindmøller.
- Første skridt er taget med selve reservationen. Nu går man så i gang med en screeningsproces om, hvor det er mest fordelagtigt at placere vindmølleparker, siger Lars Christian Lilleholt.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.