
Der er så dejligt ude på landet, men færre og færre bor der, og der er langt flere mænd end kvinder, der bor i de tyndt beboede landområder. Helt galt står det til med de unge kvinder.
Faktum er, at kun lidt under 700.000 af landets borgere boede ved indgangen til 2016 i såkaldte landdistrikter ud af en samlet befolkning på 5,7 mio. indbyggere.
Heraf var 53 pct. mænd og 47 pct. kvinder. Især ser det ud til, at unge kvinder er en 'mangelvare' ude på landet. I landdistrikterne er andelen af de 19-24-årige kvinder i 2016 helt nede på 43 pct.
Til gengæld kan vi se, at dem der bor øde, bor stort, og dem der bor tæt, bor småt.
Især dem på øerne ser ud til at have rigelig plads. Befolkningen på Samsø, Læsø, Ærø, Langeland og Fanø råder simpelthen over det største boligareal pr. person. På Samsø er det højest med næsten 75 m2 pr. person.
I den anden ende af skalaen ligger København, hvor befolkningen har det mest trangt. De har kun 40 m2 pr. person at bo på. Også Gladsaxe, Hvidovre, Albertslund og Rødovre kan nævnes som kommuner, hvor det er lidt trangt med mindre end 42 m2 pr. person. Sammensætningen af boligtyper har betydning for det gennemsnitlige boligareal pr. kommune. Kommuner med relativt mange etageboliger har et mindre gennemsnitligt boligareal pr. person end kommuner med fritliggende huse.
På det jævne
Industriproduktionen er på det jævne her i begyndelsen af året. For den samlede industriproduktion var nemlig stort set uændret fra januar til februar om end med et lille fald på 0,1 pct. Det er primært medicinalindustrien, der trækker produktionen en anelse ned i februar. Trækker man medicinindustrien ud af opgørelsen, har resten af industrien faktisk en stigning på 1,9 pct. i februar. Den industrigren der trak industrien op var maskinindustriens produktion på 9,3 pct.
Opbremsningen i de internationale konjunkturer afspejles lynhurtigt i den danske betalingsbalancestatistik. Her ses det, at eksporten af varer faldt med 1,6 pct., mens importen steg med 2,5 pct. Faldet i eksporten skyldtes et fald fordelt på stort set alle varegrupper. Alene eksporten til Tyskland faldt i februar med 2,1 pct. Stigningen i importen var især båret af en stigning i køb af maskiner undtagen transportmidler. Handelsoverskuddet endte på 3,7 mia. kr. Denne opgørelse er den samlede udenrigshandel med varer eksklusive skibe, fly, brændsel mv., når der korrigeres for normale sæsonudsving.
Ses der på tremånedssigt, er udviklingen mindre dramatisk. Trods et fald i både januar og februar er den samlede eksport steget med 1,0 pct. over de seneste tre måneder. Stigningen er primært båret af en stigning på 1,5 pct. til EU-landene. Eksporten til Nederlandene steg med 13,1 pct. grundet en stigning i salget af vindmølledele. Til landene uden for EU har eksporten stort set været uændret.
Lavt niveau
Forbrugerprisstigningerne har i lange tider ligger på et meget lavt niveau.
Der var ingen stigning i det samlede forbrugerprisindeks i marts i forhold til samme måned sidste år. Det er den laveste årlige stigning i forbrugerprisindekset siden januar 2015. I februar var den årlige prisændring 0,3 pct. Lavere årlige prisændringer på især fødevarer, bøger og møbler har isoleret set trukket årsstigningen ned i forhold til sidste måned. Det er helt overvejende prisfald på varer, som holder årsstigningen i det samlede forbrugerprisindeks nede.
I marts faldt priserne på varer, som udgøres af bl.a. mad, tøj, møbler, biler, benzin og elektronik, med 2,0 pct. i forhold til samme måned sidste år. I samme periode steg priserne på tjenester, som udgøres af bl.a. husleje, tandlæge, transport- og kulturtjenester, forsikringer samt bankgebyrer, med 1,8 pct. Siden 2013 har der i høj grad været prisfald på varer, der bidrager til at trække prisstigningen ned.
Bilsalget er ligefrem ikke kørt ind i en betonklods, men der er alligevel sket en opbremsning. I marts var tilgangen af nye personbiler på 17.300, hvilket er 8 pct. færre end i februar, når der korrigeres for normale sæsonudsving. Tilgangen til husholdningerne (køb + leasing) lå 6 pct. lavere, mens tilgangen til erhvervene lå 11 pct. lavere. Tilgangen af nye biler i 1. kvartal 2016 var 1 pct. højere end i 4. kvartal 2015.
Ses der på bilsalget over det seneste år kan der alligevel konstateres en betydelig vækst. I det seneste år er der blevet solgt ikke mindre end små 210.000 biler. Det er faktisk 11 pct. flere end i de året før.
Gode tegn
Det økonomiske opsving lader som bekendt vente på sig. Alligevel kan der konstateres en vis mindre stigning i virksomhedernes salg her ved indgangen af det nye år.
De foreløbige tal for firmaernes samlede salg var nemlig 1,7 pct. højere i februar end i januar, mens det indenlandske salg var 1,9 pct. højere. Om det er tilstrækkeligt til at bringe optimismen tilbage i dansk erhvervsliv er et åbent spørgsmål. Det er i hvert tilfælde for tidligt til at kunne sige noget begavet om, hvordan det samlede væksttal for i år vil falde ud.
Der er dog siden 2013 set en begrænset, men alligevel overvejende positiv tendens i både det samlede og det indenlandske salg.
Et sted hvor udviklingen de seneste år entydig har været positiv, er inden for byggebranchen.
For byggebeskæftigelsen var på 162.000 personer i 1. kvartal 2016 mod 157.200 i 4. kvartal 2015, når der tages højde for normale sæsonudsving. Det gav endnu et kvartal med vækst, og dermed en fortsættelse af den positive udvikling fra 2015.
Man er dog langt fra det niveau, som man så i 2007, hvor byggebeskæftigelsen lå langt over 190.000 personer.
Preben Etwil, Chefkonsulent i Danmarks Statistik.
Udvalgt og kommenteret for 'egen regning'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.