
Sommerhusreglen der siden før den oprindelige EF-folkeafstemning i 1972 har forhindret udlændinge i at købe sommerhuse på dansk jord, har både varme tilhængere og indædte modstandere, og det har også V-LA-K-regeringens åbning for en begrænset, forsøgsvis afskaffelse.
'Regeringen ønsker at bevare denne regel, men vil undersøge mulighederne for forsøgsvist at undtage særligt udvalgte områder', hedder det i regeringsgrundlaget under overskriften 'mulighed for udlændinges køb af sommerhuse i udvalgte kommuner'. Initiativet har hurtigt fået to grupper af tilhængere henholdsvis modstandere til at skille sig ud:
Ejendomshandlerne synes generelt det er en fantastisk god idé, for så får de en helt ny kundegruppe at handle med til formentlig højere priser end i dag. Og udlejningsbranchen synes generelt det er en fantastisk dårlig idé, for så får de færre huse at udleje og færre udlændinge at udleje dem til.
Ikke sikker på det er en god idé
Lige knap hvert ottende danske sommerhus ligger i Odsherred Kommune, og her synes borgmester Thomas Adelskov (S) ikke umiddelbart om ideen. Dels på grund af den forskelsbehandling der ligger i at nogle kommuner kan få lov og andre ikke, dels er han 'faktisk slet ikke sikker på, at jeg synes, det er en god idé at ændre på sommerhusreglen', siger han til TV Øst.
- For de kommer måske kun herop i sommerferien. Det vil jo gå ud over handlen i vores detailbutikker. De sommerhusejere, vi har i dag, kommer jo også i weekender og i andre ferier, siger han til tv-stationen.
I en anden af de store sommerhuskommuner siger borgmester Mogens Gade (V) lakonisk, at 'det bliver et nej tak fra Jammerbugt'. Han uddyber overfor TV2 Nord at han 'tror, at dem fra udlandet, der gerne vil købe husene, måske bare vil have dem for sig selv', så udlejningsmarkedet bliver ødelagt.
Endelig er der spørgsmålet om hvad muligheden for salg til udlændinge vil gøre ved priserne, her udtrykt af kontorleder Claus Atzen fra udlejningsfirmaet Novasol på Rømø i Tønder Kommune. 'Sommerhusene vil jo aldrig nogensinde komme tilbage på danske hænder igen. De vil blive på udenlandske hænder, og vi kan jo kun sælge Danmark én gang', siger han til TV Syd.
Fin idé, bare det bliver i en anden kommune
Det er langt fra første gang sommerhusreglen kommer til diskussion, og andre borgmestre i store sommerhuskommuner har ved disse tidligere lejligheder talt imod en ophævelse af reglen med lignende begrundelser. Men der er også tilhængere. Tønders borgmester Henrik Frandsen (V) synes fx at forlaget om en forsøgsordning er en udmærket idé, bare det bliver i en anden kommune end hans.
Anderledes varmt modtages ideen af Guldborgsunds borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten). Allerede længe før ideen nåede frem til regeringsgrundlaget var han ude med et forslag om et forsøg i et begrænset område - et område han selv mente godt kunne være Falster.
Også Frederikshavns borgmester Birgit Nielsen (S) og Bornholms Winni Grosbøll (S) nikker til ideen med et forsøg. Birgit Nielsen understreger dog over for TV2 Nord, at man ikke bare 'hovedløst skal give los', mens Winni Grosbøll overfor TV2 Bornholm kalder forsøget 'en god mulighed for at få afprøvet den diskussion, vi har haft i mange år'.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.